Pressemeddelelse: Elmarkederne i Norden og Tyskland knyttes tættere sammen | Energinet

Pressemeddelelse: Elmarkederne i Norden og Tyskland knyttes tættere sammen

Publiceret d. 29.7.2010 14.01
Prisforskellene mellem det nordiske og tyske elmarked vil blive yderligere udjævnet, når aktørerne fra i morgen kan købe og sælge el via kablet mellem Østdanmark og Tyskland indtil fem kvarter før, strømmen skal leveres

Energinet.dk og den systemansvarlige virksomhed i det nordøstlige Tyskland Vattenfall Europe Transmission (VET) indfører i dag handel med el tæt på driftstimen på Kontek-kablet mellem Østdanmark og Tyskland. Samtidig indføres der også handel tæt på driftstimen i VET’s område. Før kunne aktørerne kun handle én gang i døgnet.

Den kontinuerlige elhandel foregår på Elbas, som er den nordiske elbørs Nord Pool Spot’s handelsplads for handel tæt på driftstimen. Handlen er med til at sikre, at de elektriske forbindelser mellem de enkelte prisområder udnyttes optimalt til gavn for konkurrencen på elmarkedet.

- Med indførelsen af Elbas på kablet til Tyskland tager vi endnu et skridt i retning mod at integrere elmarkederne i Norden og Tyskland. Et andet vigtigt skridt blev taget sidste år i oktober, da Nord Pool Spot oprettede en prisnotering på Kontek-kablet for at udjævne prisforskellen mellem det nordiske og nordtyske elmarked, siger Energinet.dk’s markedsdirektør Lene Sonne.

I Østdanmark har der siden august 2004 været mulighed for at handle el i driftsdøgnet. I Vestdanmark indføres handel tæt på driftstimen til april næste år.

Energinet.dk er en selvstændig offentligt ejet virksomhed, der som ejer af det overordnede el- og gasnet i Danmark opretholder forsyningssikkerheden og sikrer et velfungerende marked. Koncernen har en omsætning på 8 mia. kr. og har desuden ansvaret for en statslig ramme på 130 mio. kr. årligt til forskning og udvikling af miljøvenlig energiproduktion.

Yderligere information
Markedsdirektør Lene Sonne, Energinet.dk, mobil 23 33 88 02

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.