Pressemeddelelse: Energinet.dk iværksætter nødprocedurer for gasforsyningen | Energinet

Pressemeddelelse: Energinet.dk iværksætter nødprocedurer for gasforsyningen

Publiceret d. 2.9.2010 10.59
Den varslede storm i Nordsøen betyder, at de to danske naturgaslagre skal klare gasforsyningen i det næste døgns tid

Et varslet stormvejr over Nordsøen har fået Mærsk Olie og Gas til at beslutte at evakuere platformen Tyra i Nordsøen. Det betyder, at gasleverancerne til det danske gastransmissionssystem vil blive lukket ned. Det forventes, at nedlukningen sker kl. 20 i aften den 8. november, og at den vil vare omkring 24 timer.

På baggrund af de manglende gasleverancer vurderer Energinet.dk, som har det overordnede ansvar for den danske gasforsyning, at der er behov for at reducere aftaget fra det danske system, for at de manglende leverancer fra Nordsøen ikke skal få konsekvenser for det danske gasmarked. Derfor tager Energinet.dk en nødprocedure i brug, som bl.a. indebærer, at de naturgasfyrende kraftværker, der har såkaldt hyper afbrydelige kontrakter, får afbrudt gasforsyningen og i stedet må anvende alternative brændsler.

Så længe der ikke kan hentes gas i Nordsøen, sker leverancerne til gassystemet fra de to danske naturgaslagre i Lille Torup og Stenlille, som tilsammen rummer tilstrækkeligt med gas til at dække det resterende indenlandske forbrug i perioden med manglende forsyning fra Nordsøen

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.