Pressemeddelelse: Rekord antal ansøgninger til el-forskningsmidler | Energinet

Pressemeddelelse: Rekord antal ansøgninger til el-forskningsmidler

Publiceret d. 29.7.2010 14.01
Voksende interesse for at få del i de 130 mio. kr. til udvikling og demonstration af miljøvenlige elproduktionsteknologier, som Energinet.dk administrerer

Energinet.dk har modtaget 106 ansøgninger til årets udbud i ForskEL-programmet, som støtter udvikling og demonstration af miljøvenlige teknologier til elproduktion. Samlet er der søgt om ca. 600 mio. kr. i støtte.

Forskningsprogrammet, der i perioden 2005-2008 har en årlig ramme på 130 mio. kr., finansieres af de såkaldte PSO-midler, som alle elforbrugere betaler til over elregningen.

- De mange ansøgninger åbner mulighed for, at kun de bedste projekter bliver støttet, og det er vi meget tilfredse med, siger Kim Behnke sektionschef for Miljø og F&U i Energinet.dk. I år har vi til de indsatsområde, som forskningsprogrammet støtter, tilføjet området "Sammenhængende energisystemer", som dækker over muligheden for at fremstille biobrændstoffer sammen med el- og kraftvarme. Det er blevet godt modtaget, og vi har modtaget mange spændende ideer.

- I år har vi også som noget nyt opfordret til, at ansøgere slår sig sammen i konsortier og søger om en større andel af de 130 mio. kr., siger Kim Behnke. Ved at give en stor del af forskningsmidlerne til et konsortium frem for enkelte virksomheder eller institutioner, forventer vi at kunne få løst en større sammenhængende opgave fra forskning til demonstration. Tre konsortier er nu blevet bedt om at aflevere en komplet ansøgning inden udgangen af oktober. Og hvis der blandt disse tre konsortier er et tilstrækkeligt perspektivrigt projekt, vil dette kunne opnå en bevilling på 25-40 mio. kr.

Et eksternt ekspertnetværk evaluerer nu alle ansøgninger. Herefter foretager Energinet.dk en prioritering af projekterne og udarbejder en fordelingsplan. Planen går herefter til godkendelse i Energistyrelsen, som indhenter udtalelse fra REFU - det rådgivende energiforskningsudvalg. Den endelige behandling af planen sker på Energinet.dk’s bestyrelsesmøde i december.

Energinet.dk er en selvstændig offentlig virksomhed, der som ejer af det overordnede el- og naturgasnet i Danmark har ansvaret for opretholde forsyningssikkerheden, et velfungerende marked for el og gas og muligheden for øget indpasning af vedvarende energi. Desuden har Energinet.dk et ansvar for forskning og udvikling og råder bl.a. over en politisk fastsat ramme på 130 mio. kr. til forskning og udvikling af teknologier til miljøvenlig elproduktion. Koncernen har en omsætning på 8 mia. kr.

Kontaktinformation:
Sektionschef for Miljø og F&U Kim Behnke, Energinet.dk, tlf. 23 33 86 08

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.