Rekord lav CO2-udledning fra elforbrug i 2015 | Energinet

Rekord lav CO2-udledning fra elforbrug i 2015

Publiceret d. 1.3.2016 11.50
En stigning i produktionen fra vindmøller, mere import af el fra Norge og Sverige, samt et fald i produktionen på den danske kul- og naturgasfyrede kraftværker, giver en rekordlav CO2-udledning ved elforbruget i Danmark i 2015.
En typisk husstands elforbrug udledte sidste år mindre CO2 end året før. Hvor en husstand i 2014 udledte 1.216 kg CO2, udledte den 808 kg sidste år. (Baseret på et elforbrug på 4.000 kWh)
 
Det viser Energinet.dk’s Miljødeklaration for el for 2015.
 
Strøm flyder mellem elproducenter og forbrugere og på kryds og tværs af landegrænser. Den ene time kan Danmark eksportere strøm fra vindmøller eller kulkraftværker, og den næste time køber vi vandkraft, solcellestrøm, kulkraft eller atomkraft fra vores nabolande. Strøm er en blanding af dansk produktion, og det vi køber i udlandet. Da el ikke har nogen ”farve”, kan man ikke præcist se, om det er vindmøllestrøm, strøm fra solceller eller kulkraftværker eller noget helt fjerde, der kommer ud af den enkelte forbrugers stikkontakt. Men når man laver en samlet gennemsnitsberegning, så stiger andelen af vedvarende energikilder i vores elforbrug, mens kul, brunkul og naturgas falder.
 
Herunder er brændselsfordelingen af elforbrug for 2015 udspecificeret. (2014 i parentes).
 


Vind, vand og sol: 58% (47%), kul og brunkul: 19% (30%), affald, biomasse og biogas 13% (13%), naturgas: 6% (7%), atomkraft: 4% (3%), olie: 0% (0%)
 
2015 var blæsende
Elproduktionen fra vindmøller steg sidste år med ca. 8 %, hvilket primært skyldes, at 2015 var et meget blæsende år med et vindindeks på 114. 2014 havde et vindindeks på 99,6.
Der har, totalt set, været en stigning i importen af el til Danmark. Denne stigning kommer primært fra Norge og Sverige, hvilket giver en større andel af vand- og atomkraft i opgørelsen.
Samlet set er CO2-udledningen i 2015 på et rekordlavt niveau, og følger dermed de seneste års tendens.
 

Se den samlede Miljødeklaration her.

 

Denne nyhed er overført fra en tidligere hjemmeside og visse links virker derfor ikke længere. For yderligere information, find emnet via forsiden.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.