Skagerrak 3 ude til sidst i september | Energinet

Skagerrak 3 ude til sidst i september

Publiceret d. 29.7.2010 14.08
Den havarerede jævnstrømsforbindelse kan tidligst genoptage driften i slutningen af september

Den havarerede kabelforbindelse mellem Jylland og Norge, Skagerrak 3 med en overføringsevne på 500 MW, kan tidligst genoptage driften i slutningen af september. Det har norske Statnett meddelt den nordiske elbørs, Nord Pool. Dermed tvinges elmarkedet i yderligere et halvt år til at operere med blot den halve kapacitet i udvekslingen af jævnstrøm mellem de to lande.

Skagerrak 3 faldt ud 23. januar efter en eksplosionsagtig kortslutning i den kun tre måneder gamle transformer på konverterstationen i Kristianssand. Viklingerne blev beskadiget så meget, at transformeren nu skal sendes til reparation på leverandøren, Arevas fabrik i England.

Et havari på den oprindelige norske transformer i maj i fjor bevirkede, at Skagerrak 3 først atter kunne indgå i driften i slutningen af oktober. Denne gang med en helt ny transformer, som Statnett allerede havde bestilt som reserve til  Kristiansand efter et havari i 2003.

Energinet.dk ejer og driver de tre Skagerrakforbindelserne sammen med Statnett. Den danske konverterstation er placeret i Tjele ved Viborg.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.