Søkabel til Sverige er klar til reparation | Energinet

Søkabel til Sverige er klar til reparation

Publiceret d. 24.2.2011 13.58
Lækken på det olieisolerede elkabel mellem Sjælland og Sverige er fundet

Fejlen på kablet er fundet på søsiden af den muffe, der er placeret i strandkanten. Kablet er defekt ca. 8 m fra strandkanten ved et samlingspunkt, hvor søarmeringen er afsluttet.

- Vi har fundet en langsgående revne i blykappen, som er den del, der indkapsler olien. Blykappen er omkranset af aluminium, som er tæret. Det er formentligt olietrykket i kablet, der har trykket blyet ud og skabt en revne. Revnen i kablet er midlertidigt lukket, og vi regner med, at vi i løbet af i dag får lagt et nyt lag bly på kablet, så det er helt tæt. Vi forventer, at kablet er repareret inden udgangen af uge 8. Herefter vil der være oprydningsarbejde, siger Henrik Roland Hansen fra Energinet.dk’s drift- og vedligeholdelsesafdeling.

Der foretages stadig undersøgelser ved den muffe, hvor der i første omgang blev fundet olie, for at finde en mulig årsag.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.