Spadestik til første biogasanlæg på transmissionsnettet | Energinet

Spadestik til første biogasanlæg på transmissionsnettet

Publiceret d. 22.4.2015 14.25
Sønderjysk Biogas står til at blive det første anlæg, der vil sende gas lavet af gylle, halm og affald, direkte ud på transmissionsnettet.

​I dag, onsdag 22. april, blev første spadestik til Sønderjysk Biogas taget, og der er ikke bare tale om et af de største biogasanlæg i Danmark, men også det første anlæg, der tilsluttes direkte til det overordnede danske gastransmissionsnet – altså sender biogas direkte ud på gassens motorvejsnet, hvor det bliver blandet med traditionel naturgas.

 

”Det er utroligt perspektivrigt for omstillingen til fremtidens grønne energisystem, og vi ser frem til det videre samarbejde om det ambitiøse projekt. De signaler, vi får fra gasmarkedet, er, at der er stigende efterspørgsel på grøn gas – ikke mindst som brændstof til den tunge transport som busser og renovationsbiler,” siger Jeppe Danø, områdeleder for Energinet.dk’s afdeling for Gasmarked.
 
Energinet.dk ejer og driver det overordnede danske gastransmissionsnet.
 
Fra transmissionsnettet fordeles gassen ved højt tryk - 80 bar - til de regionale gasdistributionsnet, lagres eller eksporteres direkte til Tyskland eller Sverige.
I dag anvendes biogas hovedsageligt lokalt til el- og varmeproduktion.
Men med opgradering af biogassen til naturgaskvalitet og tilførsel til det danske transmissionsnet er Sønderjysk Biogas med til at udvide biogassens anvendelse.
 
Mange projekter i pipeline
Biogas skal være med til at opfylde Danmarks mål om mere vedvarende energi og CO2-reduktion.
 
Folketinget har en ambition om, at halvdelen af dansk husdyrgødning skal blive til grøn energi. Det skal bl.a. være med til at sikre, at 10 procent af transportsektorens energi i 2020 kommer fra vedvarende energi. I dag udgør bionaturgas under 1 procent af den samlede gasmængde.

”Men der er mange projekter i ”pipelinen”, og det går den rigtige vej. Med de projekter, der er lagt op til, er det ikke urealistisk at nå målene, siger Jeppe Danø og peger på, at opgraderet biogas på transmissionsnettet er et miljøvenligt brændstof i transportsektoren som alternativ til benzin og diesel og opfylder EU’s krav til bæredygtighed. 
 
Lager og fleksibilitet bliver vigtigt
”Gassystemet har en vigtig rolle, og det kan lagre og distribuere store mængder grøn og vedvarende energi. En rolle, der bliver afgørende på ny måde i fremtidens energisystem. Gassen skal tænkes tættere sammen med produktion af el og varme og bl.a. levere et lager af energi og den nødvendige fleksibilitet, så danske virksomheder og husstande også i fremtiden har varme og strøm, når det ikke blæser og vindmøllerne står stille", siger Jeppe Danø.

Sønderjyske Biogas skal bygges ved landsbyen Bevtoft nær Vojens i Sønderjylland. Det opføres af de to partnere E.ON Danmark A/S og leverandørforeningen SBI A/S, som forsyner anlægget med gylle fra lokale landmænd.
 
Det 160.000 m2 store anlæg skal årligt behandle op til 600.000 tons biomasse. Gylle udgør størstedelen (450.000 tons), ligesom halm og andre organiske råvarer også anvendes.
Anlægget vil årligt kunne forsyne naturgasnettet med cirka 21 mio. m3 bionaturgas – det svarer til forbruget hos knap 12.000 villakunder.

Ved arrangementet var bl.a. en gasbus kørt ind for at vise sammenhængen mellem gylle, halm og affald og transportsektoren.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.