Stor interesse for underboringer ved Aggersund | Energinet

Stor interesse for underboringer ved Aggersund

Publiceret d. 25.5.2012 06.55
Spørgelysten var stor, da Energinet.dk inviterede til "åben byggeplads" ved Aggersund i Limfjorden

Af Sanne Safarkhanlou

I mandags var naboer og andre interesserede inviteret til ”åben byggeplads” ved Aggersund, hvor vi lige nu er i gang med at lave en underboring under Limfjorden.
 
I løbet af de to timer, arrangementet varede, fik de knap 75 deltagere en masse at vide om Skagerrak 4-projektet og om forskønnelsen af Aggersund, hvor de store højspændingsmaster, der står i området tages ned – og erstattes af kabler, som kommer til at ligge under fjorden i fem kanaler.
 
- Der er mange lokale borgere, der i den seneste tid har passeret Aggersund-broen og henvendt sig til os for at høre, hvad vi laver. Så derfor var det oplagt at holde en ”åben byggeplads” – og det var en rigtig god oplevelse for os. Spørgelysten var stor og vejret perfekt, siger Steen Rasmussen, Energinet.dk, der var en af de to, der fortalte om projektet.


- Interessen for projektet er stor, siger Steen Rasmussen i den gule vest, der var initiativtager til arrangementet.

Hollandske landmænd fik forklaringen på hollandsk
Derudover var der også en hollænder fra borefirmaet Nacab, der havde planlagt at forklare de mere tekniske detaljer omkring underboringer på engelsk. 
 
- Men mange af de fremmødte var herboende hollandske landmænd, så vores mand fra Nacab fortalte ikke om de tekniske detaljer på engelsk, men om hele projektet på sit modersmål, så det kunne ikke være bedre, siger Steen.
 
På grund af sikkerheden kunne deltagerne ikke komme ind på selve byggepladsen, så selve arrangementet fandt sted på et dige mellem byggepladsen og fjorden, hvorfra der er god udsigt over pladsen.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.