Succesrigt brændselscelle-konsortium vinder pris | Energinet

Succesrigt brændselscelle-konsortium vinder pris

Publiceret d. 18.6.2014 14.58
HotMEA Consortium modtog i dag Energinet.dk’s energiforskningspris.

​Energinet.dk’s bestyrelsesformand Niels Fog overrakte onsdag Energinet.dk’s energiforskningspris, som i år gik til HotMEA Corsortiums udvikling af brændselsceller. Den prestigefyldte pris gives én gang om året til en storslået indsats og blev i dag uddelt på EnergiForsk14 Konferencen i Torvehallerne i Vejle.


Flere parter – fælles vision

HotMEA Konsortiet har eksisteret siden 2009, og samarbejdet har sat et eftertrykkeligt skub i udviklingen af danske højtemperatur brændselsceller – eller PEM som de også kaldes.


- HotMEA er et fantastisk illustrativt eksempel på, hvordan parter i form af samarbejdet i et konsortium kan løfte udfordringer, de ikke kunne klare alene, siger bestyrelsesformand for Energinet.dk, Niels Fog. 
 
PEM-brændselsceller kan bruges til fx transport og er en form for evighedsbatteri, som modsat et almindeligt batteri ikke skal genoplades. For hvis blot brændselsceller får tilført luft (ilt) og en gas, kan de fungere hele tiden. Og det er netop tilførslen af formen for gas, som er revolutionerende ved HotMEA’s PEM-celler.
 
- Den største fordel ved HotMEA’s brændselsceller er, at de kan bruge urent hydrogen, hvor andre PEM-celler skal bruge rent hydrogen. Det betyder, at HotMEA-cellerne kan bruge fx metanol eller naturgas, som er nemt at distribuere. Det er en stor fordel for vores målsætning om et kommercielt salg af brændselscellerne på den helt store skala, siger Professor Niels Bjerrum fra DTU Energikonvertering som i dag modtog prisen på HotMEA Consortium’s vegne.
 
Et konsortium med vokseværk
HotMEA Konsortiet er et samarbejde mellem Danish Power Systems, Dantherm Power, IRD og DTU Energikonvertering, som står for ledelsen af projektet. HotMEA er med en støtte på 26 mio. kr. desuden det ene af to konsortier, som tilbage i 2009 blev bevilget en større projektstøtte fra ForskEL-programmet. Siden da, er det kun gået fremad for HotMEA projektet, og udviklingen af højtemperatur brændselsceller er på knap fem år gået fra laboratorieskala til kommerciel produktion.
 
Succesen kan bl.a. læses på, at HotMEA har fået vokseværk i en sådan grad, at de nu er vokset ud af opstartslokalerne.
- Senest er samarbejdet i konsortiet udmøntet i, at det forhenværende lille opstartsfirma - Danish Power Systems - nu er vokset ud af lokalerne på DTU og rykket til Kvistgaard – tæt på en industriel samarbejdspartner, der kan producere cellerne i industriskala. Det er en glædelig begivenhed og et meget konkret bevis på, at støtten til konsortiet har bragt vækst og beskæftigelse med sig, siger bestyrelsesformand for Energinet.dk, Niels Fog.

 

På billedet ses Niels Bjerrum og Niels Fog

 

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.