Systemplan med to minitemaer om forsyningssikkerhed | Energinet

Systemplan med to minitemaer om forsyningssikkerhed

Publiceret d. 29.11.2013 13.02
Energinet.dk’s årlige systemplan viser de væsentligste aktiviteter i 2013 og giver status for planlægning af fremtidens energisystem. I år er der desuden temaer om forsyningssikkerhed, og Energinet.dk giver bud på sammentænkning af energisystemer.

​Energinet.dk udgiver i dag Systemplan 2013. Lige som de foregående års planer beskriver den de vigtigste indsatsområder og Energinet.dk’s planlægning for det overordnede el- og gasnet. I år er den også suppleret med to minitemaer om forsyningssikkerheden for el og gas.

Det danske energisystem er under stor forandring, derfor har Energinet.dk set på både fortidens og fremtidens forsyningssikkerhed for el og gas – en fremtid der byder på endnu mere svingende el fra vindmøller og faldende naturgasproduktion fra Nordsøen.

 
Forsyningssikkerhed el og gas
På elområdet viser en undersøgelse fra The Council of European Energy Regulators (CEER), at Danmark sammen med Tyskland og Holland har absolut færrest minutter uden strøm i stikkontakterne. Vi er i verdenstoppen, når det gælder forsyningssikkerhed.
I gennemsnit og set over en årrække oplever danskerne hvert år 45 minutter uden strøm. Langt størstedelen af afbrudsminutterne sker i distributionsnettet under 25 kV. Fejl i det overordnede højspændingsnet er sjældne og har historisk aldrig skyldtes effektmangel – altså at der ikke er produceret strøm nok.
Energinet.dk udbygger elnettet, så danskerne også fremover vil have samme høje niveau for forsyningssikkerhed – også selv om andelen af vindmøller vil vokse kraftigt. Vindenergien forventes at fortrænge nogle – dog langt fra alle - kraftværker, men nye og stærkere udlandsforbindelser til vores nabolande vil sikre, at vi også har strøm på vindstille dage.
 
Modsat elområdet, hvor energien i mange år er kommet fra mange forskellige kilder, er gassystemet stort set kun blevet forsynet fra felterne i Nordsøen. Det ændrer sig i takt med, at produktionen af naturgas i de danske falder.
Det overordnede gassystem har altid sikret danskerne gas – der har ikke været svigt. I 2013 var det dog nødvendigt to gange at erklære ”early warning” for at få markedet til at reagere og importere mere gas. De næste to år forventer Energinet.dk, at situationen bliver anstrengt – dog uden at der vil opstå svigt eller mangel.
Fremtidens forsyningssikkerhed er sikret med Danmarks nye gasledning til Tyskland – i løbet af et par år har tyskerne også udbygget rørnettet på sin side af grænsen, så Danmark kan importere den nødvendige gas fra Tyskland, Holland, Norge mv.
 
Sammentænkning og energianalyser
Også sammentænkning af energisystemer har fået et afsnit i Systemplan 2013. Energinet.dk betoner i afsnittet vigtigheden af et omkostnings- og energieffektivt samspil mellem energisektorerne el, gas, varme og transport. På baggrund af en række igangværende energianalyser giver Energinet.dk nogle bud på fremtidens energisystem.
 
I Systemplan 2013 finder du desuden afsnit om Forskning, udvikling og demonstration og om henholdsvis Eltransmission og Elmarked og Gastransmission og Gasmarked.
 
Find Systemplan 2013 her
 
Systemplan 2013 udkommer i en engelsk oversættelse i begyndelsen af 2014.
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.