Toppen af Horns Rev 3 platformen kommer fra Holland | Energinet

Toppen af Horns Rev 3 platformen kommer fra Holland

Publiceret d. 14.11.2014 15.14
Hollandsk selskab skal levere overdelen af transformerplatformen, som skal opsamle vindkraften fra den tredje havmøllepark ved Horns Rev ud for Blåvands Huk.
Når møllerne i den tredje havmøllepark ved Horns Rev i Nordsøen begynder at snurre, opsamles vindkraften i en offshore transformerplatform. Her sætter transformerne spændingen op fra 33 kV til 220 kV, inden strømmen sendes i land.
 
Platformens overdel, også kaldet topside, skal bygges af det hollandske selskab HSM Offshore B.V., som Energinet.dk netop har skrevet kontrakt med.
 
-       Selskabet har lang erfaring med at bygge offshore anlæg. Desuden har vi tidligere samarbejdet med selskabet, da det har bygget overdelene til de to øvrige transformerplatforme ved Horns Rev, fortæller Poul Damgaard, Energinet.dk’s delprojektleder for transformerplatformen.
 
Transformerplatformen er hjertet i det anlæg, Energinet.dk bygger for at forbinde vindkraften fra havmølleparken og det eksisterende elnet på land. Anlægget består derudover af søkabel fra platformen til kysten, landkabler fra kysten til transformerstationen i Endrup samt udbygning af denne station.
 


Platformen bliver ligeså stor, som den 27 meter høje og ca. 2500 tons tunge platform, der er opført ved Anholt Havmøllepark. Overdelen bygges i Rotterdam og fragtes foråret 2016 til Esbjerg, hvor det efter planen skal ankomme først i april. Det installeres i de efterfølgende uger.
 
Kontrakten med HSM Offshore B.V er på 207 mio. kr. Energinet.dk er nu i gang med at finde leverandør til fundamentet og understellet til transformerplatformen. Ilandføringsanlægget skal være klar til drift i slutningen af 2016.
 
Læs mere om Horns Rev 3 Havmøllepark her
Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.