Transportkunderne får bedre kreditregler i nye Regler for Gastransport | Energinet

Transportkunderne får bedre kreditregler i nye Regler for Gastransport

Publiceret d. 18.4.2011 12.15
Transportkunderne på gasmarkedet har netop fået tilsendt den nye version af ’Regler for Gastransport’. De indeholder nye kreditregler på gasområdet.

De nye kreditregler er en forbedring for nogle transportkunder, fordi de pr. 1. maj 2011 ikke længere behøver at stille ekstern sikkerhed i form af bankgarantier eller moderselskabsgarantier for at være kunder på gasmarkedet.

- Tidligere var det nødvendigt for flere af vores kunder at stille bankgaranti eller moderselskabsgaranti for at blive kreditgodkendt inden for en given kreditramme. Det vil ikke være nødvendigt for dem efter de nye regler, siger Christian Rutherford økonom i Energinet.dk

Bankgarantien har været en adgangsbarriere for små aktører, som af økonomiske årsager har opgivet at træde ind på markedet. Med det nye tiltag tegner Energinet.dk en fælles kreditforsikring for aktørerne, som fremover bliver godkendt gennem et kreditforsikringsselskab.

Samme kreditpolitik bliver gældende på både gas- og elmarkedet
Den nye kreditpolitik trådte allerede i kraft for elkunderne den 8. februar i år. Fra 1. maj har Energinet.dk således indført den nye kreditforsikring over for kunderne på både el- og gasmarkedet.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.