Udfordringer i fremtidens elsystem skal løses sammen og regionalt | Energinet

Udfordringer i fremtidens elsystem skal løses sammen og regionalt

Publiceret d. 12.1.2017 15.34
I går mødtes de nordiske el-transmission system operatører (TSO’er) med repræsentanter fra energisektoren og industrien i København for sammen at finde løsninger på udfordringerne for fremtidens nordiske elsystem.

Der er tydelige politiske signaler fra både de nordiske ministre og fra EU om at styrke det regionale samarbejde om at skabe markedsbaserede løsninger. De nordiske lande kan gå forrest og vise vejen, gennem samarbejde om fælles løsninger. Gårsdagens workshop var et vigtigt skridt i den retning.

Initiativet til workshoppen fra de fire nordiske TSOer, blev taget godt imod og der var deltagere fra hele Norden; med repræsentation fra myndigheder, producenter, el-handlere, distributører, forbrugere og regulatorer.

Et tæt nordisk samarbejde på elområdet
Omstillingen til vedvarende energi og mere integrerede markeder medfører, at der skal findes nye løsninger og markedsmodeller, der sikrer en fortsat høj forsy-ningssikkerhed. Det er en opgave, som mest effektivt løses på tværs af grænser, ikke mindst ved videreudvikling af det tætte nordiske samarbejde på elområdet.

En af de konkrete løsninger der var bred enighed om, var at skabe et marked og en prisstruktur for produkter, som kan skabe fleksibilitet i systemet.

Energinet.dk: Vi glæder os til samarbejdet!
- Workshoppen gav et rigtigt godt udbytte, udtaler Søren Dupont Kristensen, direktør i Systemudviklling og Elmarked.

- Det er min oplevelse, at der er en bred erkendelse af, at det nordisk elsystem står overfor en række forandringer, hvor der er brug for et tæt samarbejde for at identificere og implementere tiltag, så kunderne fortsat vil opleve høj forsyningssikkerhed til rimelige priser. Jeg ser frem til samarbejdet!

Carsten Jensen, direktør for Eldrift supplerer:

- Workshoppen viste en bred fælles opfattelse af retningen for udviklingen af det nordiske El-system. Det er min vurdering, at der var bred enighed om, at udviklingen af det nordiske system i højere grad må ske ud fra et samlet samfundsperspektiv og skal ses i tæt sammenhæng med den europæiske udvikling.


Foto: På workhoppen (Solutions for the Future Nordic Power System) deltog repræsentanter fra myndigheder, producenter, el-handlere, distributører, forbrugere og regulatorer.

Et effektivt, sikkert og grønt nordisk elsystem
I august 2016 udgav de fire nordiske TSO’er en rapport, som baseret på input fra interessenter og eksperter beskrev de største udfordringer i forhold til at bevare og udvikle et effektivt, sikkert og grønt nordisk elsystem.

Rapporten beskriver hvad der opfattes som de største udfordringer og muligheder for energisystemet indtil 2025. Store ændringer gør elsystemet mere komplekst og udfordrende. Der er mulige løsninger, men de kan ikke implementeres effektivt uden regionalt samarbejde og samarbejde på tværs af markedsaktører, regulatorer og myndigheder.

Input fra workshoppen vil blive inkluderet i en fælles rapport fra TSOerne som følger op på rapporten om udfordringerne, forventeligt i andet kvartal i år.

Læs rapporten om udfordringerne her.

 

Denne nyhed er overført fra en tidligere hjemmeside og visse links virker derfor ikke længere. For yderligere information, find emnet via forsiden.