Vedligeholdelsesprojekt ved gaslager reduceres | Energinet

Vedligeholdelsesprojekt ved gaslager reduceres

Publiceret d. 25.10.2011 10.53
Energinet.dk har meddelt Naturstyrelsen, at virksomheden har besluttet yderligere at reducere det ansøgte vedligeholdelsesprojekt ved gaslageret i Lille Torup, så det nu kun omfatter den allermest nødvendige forebyggende vedligeholdelse af gaslageret.

Dermed reduceres den planlagte udledning af saltvand til Limfjorden med 2/3 i forhold til det allerede reducerede projekt fra 2010. I forhold til den oprindelige ansøgning fra 2007 udgør det aktuelle projekt nu ca. 6 % af det oprindelige projekt, som omfattede både vedligeholdelse og udvidelse af gaslageret.

- Gaslageret skal vedligeholdes, fordi kavernerne - det vil sige hulrummene til gas nede i undergrunden - siden etableringen i 1980'erne naturligt er skrumpet. Vedligeholdelsen er afgørende for gaslagerets fortsatte funktion og rolle for forsyningssikkerheden i årene frem, hvor produktionen af naturgas i den danske del af Nordsøen falder og gradvist bliver erstattet af importeret naturgas. Det øger behovet for at lagre gas i umiddelbar nærhed af forbrugerne. Samtidig er vedligeholdelsen nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde, så gaslageret også kan leve op til forventede fremtidige krav, siger gaslagerchef Leif Hansen, Energinet.dk.

- Det er fire år siden, vi søgte om at få tilladelse til at vedligeholde og udvide gaslageret. Vi har derfor nu vurderet projektet igen og besluttet, at vi i første omgang kun vil gennemføre den allermest nødvendige forebyggende vedligeholdelse. Får vi på et senere tidspunkt behov for mere lagerplads og dermed for supplerende genudskylninger af de eksisterende kaverner, vil vi sende en ny ansøgning til Miljøministeriet, siger Leif Hansen.

Det nuværende projekt omfatter udskiftning af brøndstreng og brøndhoved, montage af ny sikkerhedsventil samt gendannelse af det volumen, som de syv kaverner er krympet, siden de blev anlagt.

Pilotprojekt
Projektet vil forsat af forsigtighedshensyn til miljøet blive gennemført med et pilotprojekt, der omfatter én genudskylning af én kaverne ved lav skyllehastighed. Pilotprojektet skal bekræfte, at de forudsætninger, som kommer til at ligge til grund for godkendelsen, holder stik, før Energinet.dk kan få Naturstyrelsens accept til at forsætte med genudskylningen af de øvrige seks kaverner.

Det reducerede projekt vil således fortsat blive gennemført med et pilotprojekt, som oprindeligt forudsat, og udskylningen af de øvrige kaverner vil fortsat ske under de vilkår, som Energinet.dk har anført i den oprindelige ansøgning, og efter de vilkår, som følger en tilladelse til projektet.

Baggrund
I december 2007 søgte Energinet.dk Miljøcenter Århus om tilladelse til at vedligeholde og udvide gaslageret i Lille Torup ved Viborg. Projektet omfattede genudskylning af de eksisterende syv kaverner samt udskylning af ni nye kaverner over en periode på 25 år.

Den 28. september 2010 meddelte Energinet.dk Miljøcenter Århus, at man havde revurderet det aktuelle behov for at udvide gaslageret, og at man på den baggrund havde besluttet at reducere det ansøgte projekt til kun at omfatte genudskylninger af de syv eksisterende kaverner.
Baggrunden for at reducere projektet i 2010 var, at nogle af de forudsætninger, som lå til grund for ansøgningen fra 2007 havde ændret sig. Projekterne Skanled og Baltic Pipe med planlagte gasledninger mellem Norge, Danmark og Polen blev ikke realiseret. Energinet.dk er i øjeblikket ved at bygge en ekstra gasrørledning til Tyskland, hvor mange nye gaskaverner er på vej. Nye prognoser viser endvidere et faldende gasforbrug i Danmark, og det er samtidig regeringens mål, at Danmark på sigt bliver helt uafhængig af kul, olie og naturgas. På den baggrund vurderede Energinet.dk i 2010, at der aktuelt kun er brug for at genudskylle de eksisterende syv kaverner.

Energinet.dk har nu et år efter igen vurderet projektet og besluttet, at projektet kan reduceres yderligere ved kun at omfatte én genudskylning af hver af de syv eksisterende kaverner. Dette vil i første omgang være tilstrækkeligt til at kunne udføre det nødvendige forebyggende vedligeholdelsesarbejde; nemlig udskiftning af brøndstreng og brøndhoved, montage af ny sikkerhedsventil samt gendannelse af det volumen, som kavernerne er krympet siden de blev anlagt.

For yderligere information
Gaslagerchef Leif Hansen, Energinet.dk, tlf. 89 99 27 22.
 

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.