Vinteren giver blink i lyset | Energinet

Vinteren giver blink i lyset

Publiceret d. 29.7.2010 13.55
Isslag på højspændingsledninger kan få lyset til at blinke.

I øjeblikket er der såkaldte ispiskninger over det meste af landet, men specielt i Nordjylland og på Sjælland. Enkelte elledninger kan være ude af drift i nogle minutter, men forsyningen af strøm er ikke truet, oplyser Energinet.dk's driftskontroller i Skærbæk og Ballerup.

Blinkene i lyset er et udslag af såkaldte piskninger, der opstår i kølvandet af, at isbelægningen i nogle tilfælde har form som en vingeprofil. Formen kan få ledningerne til at bevæge sig så meget i vinden, at faserne rammer hinanden, hvorved der opstår en kortslutning. Den kan i nogle tilfælde ses som et blink i stort set hele elsystemet.

Forbindelsen genindkobles i langt de fleste tilfælde automatisk umiddelbart efter kortslutningen. Egentlige afbrydelser finder kun sted, når den automatiske gen-indkobling mislykkes. Indkoblingen skal så foretages manuelt, men afbrydelsens varighed afhænger helt af forholdene. Trods de aktuelle ispiskninger over det meste af landet er forsyningen af strøm er ikke truet, oplyser driftskontrollerne i Skærbæk og Ballerup.

Status kl. 12.09:
Ingen kunder er uden strøm i det overordnede højspændingsnet på 400 kV og 132/150 kV-niveau.

Enkelte forsyningslinjer er ude pga. ispiskninger, men ikke noget, der påvirker forsyningssikerheden.

Mange vindmøller er stoppet pga. isslag.

Status kl. 13.31:
Togdriften mellem Horsens og Skanderborg har været indstillet angiveligt på grund af en nedstyrtet højspændingsledning ved Hovedgård. Energinet.dk og Banedanmark har været på stedet og konstateret, at der ikke er faldet en ledning ned. Der er tale om højspændingsledninger på 150 og 400 kV, som krydser jernbanen. Ledningerne har på grund af isslag pisket, men ikke usædvanligt. Energinet.dk vurderer, at der ikke er - og heller ikke har været - fare for togtrafikken.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.