Yderligere spørgsmål og svar om Horns Rev 2-projektet | Energinet

Yderligere spørgsmål og svar om Horns Rev 2-projektet

Publiceret d. 29.7.2010 13.56
Energinet.dk får fortsat mange spørgsmål om de højspændingsanlæg, der skal forbinde den kommende havmøllepark Horns Rev 2 med elnettet. Vi har samlet nogle flere af spørgsmålene og vores svar her.

Hvad er de gældende principper for valg af højspændingsledninger eller jordkabler, når elnettet skal udbygges?

De overordnede principper for udbygning af eltransmissionsnet over 100 kV tager udgangspunkt i en afvejning imellem økonomi og landskabelige hensyn.
Retningslinjerne blev fastlagt af Miljø- og Energiministeriet i 1995 og er justeret i forbindelse med regeringens Energistrategi 2025 i juni 2005. Deraf fremgår følgende principper:

  • Der skal tilstræbes en reduktion af det samlede luftledningsnet over 100 kV. Nye 400 kV og 150/132 kV ledningsanlæg planlægges under hensyn hertil.
  • 400 kV-forbindelser udgør det overordnede transmissionsnet og skal anvendes, når der er behov for stor overføringsevne over lange afstande.
  • 400 kV ledningsanlæg kan normalt fremføres som luftledninger. Det bør dog i særlige tilfælde overvejes at kabellægge 400 kV ledningsanlæg i kortere stræk, f. eks. i forbindelse med indfødning til større byer, eller hvor en luftledning vil få væsentlige konsekvenser for nationale naturinteresser, og der ikke findes acceptable alternative ledningsføringer.
  • 150/132 kV ledningsanlæg kan etableres som luftledninger, hvor det kan ske som kombineret 400 og 150/132 kV luftledning. Derudover etableres nye 132/150 kV-forbindelser som hovedregel som jordkabler. Kun i ganske særlige tilfælde – som f.eks. første trin i en senere 400-132/150 kV-kombiledning og eventuelt i tilfælde med meget store behov for overføringsevne på 132/150 kV-niveau over større afstande – bør luftledninger overvejes.

Energinet.dk skal indenfor disse rammer foretage en samlet langsigtet planlægning af om- og udbygninger af eltransmissionsnettet.

Hvis det var teknisk muligt at lægge alle 400 kV-ledninger ned i jorden, hvad ville det så koste?

I forbindelse med udarbejdelsen af ’Principper for etablering og sanering af høj-spændingsanlæg’ fra 1995 blev der foretaget nogle skøn over større eller mindre grader af kabellægning på 400 kV-niveau i Danmark.

Et scenarie, hvor eksisterende luftledninger bevares, mens nye ledningsanlæg under 400 kV lægges i jorden med kabler og hvor nye 400 kV-forbindelser byg-ges som luftledninger, ville dengang kræve investeringer over 20 år på 5,8 mia. kr (1993-niveau). Dette svarer til de principper, som er gældende i dag.

Et andet scenarie, hvor alle eksisterende luftledninger under 400 kV lægges i jorden med kabler, og alle nye ledningsanlæg – også 400 kV - også lægges i jorden med kabler, ville over 20 år kræve investeringer på 39,5 mia. Merprisen var altså 33,7 mia. kr. - 1993-niveau, svarende til ca. 44 mia. kr i dagens priser. Scenarierne var grove overslag.


Hvorfor er det så dyrt at lægge 400 kV-kabler i jorden i fht. at opføre luftledninger?

Kabellægning på 400 kV-niveau er med dagens kabelpriser 3-7 gange dyrere end luftledninger, afhængig af overføringsbehov, markedsprisen og de lokale betingelser.
Rent teknisk er det meget kompliceret at producere et 400 kV-kabel. Det kræver et meget dyrt produktionsanlæg. Derfor er der kun få producenter i verden, og de har en relativ begrænset produktionskapacitet.
Merprisen hænger også sammen med kravet til jordkablernes overføringsevne. Et 400 kV luftledningssystem kan transportere betydeligt mere energi (effekt) end et 400 kV jordkabelsystem. Der vil derfor skulle lægges flere parallelle 400 kV kabler ned i jorden for at opnå samme overføringsevne, som for én 400 kV luftledning.
Desuden skal der bygges en transformerstation for hver 15-20 km. Stationen indeholder en spole, der sikrer at kablet trods den store længde kan bevare sin overføringsevne. Stationen er også nødvendig for at modvirke elektriske svingningskredse i elsystemet. Problemet er bl.a., at der ved længere strækninger er stor risiko for, at der bliver dannet elektriske svingningskredse i elsystemet med bl.a. overspændinger og dermed systemnedbrud til følge.

Hvorfor har Energinet.dk fravalgt en løsning, hvor den nye elforbindelse mellem Galtho og Endrup i Vestjylland graves ned i jorden?

Energinet.dk har i forbindelse med den ilandføringen af strømmen fra den kommende havvindmøllepark Horns Rev 2 overvejet og fravalgt flere alternative løsninger.

Et af de alternativer, som er fravalgt, er at grave et 150 kV-elkabel ned i jorden mellem Galtho og Endrup.

Isoleret set vil denne løsning kunne føre strømmen fra den nye havvindmøllepark Horns Rev 2 ind i det eksisterende elnet ved Endrup, men Energinet.dk har fravalgt løsningen, fordi den betragtes som en minimumsløsning, der ganske vist imødekommer behovet for at føre vindmøllestrømmen i land, men som ikke er tænkt sammen med den overordnede udbygning af et sammenhængende, nationalt elsystem på 400 kV-niveau. Minimumsløsningen vil derfor være i modstrid med det overordnede ønske om både hensigtsmæssige og langsigtede løsninger i udbygningen af elnettet i Danmark - en samlet og langsigtet planlægning, som Energinet.dk er forpligtet til at foretage på samfundets vegne.

Da strækningen mellem Galtho og Endrup indgår som første etape i en robust udbygning af det overordnede elsystem i Danmark, skal strækningen ikke ses isoleret i forhold til Horns Rev 2-projektet, men som første led i en langsigtet udbygning af elsystemet i Vestjylland - en godt 100 km lang strækning fra Endrup øst for Esbjerg til Idomlund ved Holstebro.

Den planlagte forbindelse på 400 kV etableres derfor både af hensyn til ønsket om at indpasse mere vindmølleenergi i elsystemet, af hensyn til forsyningssikkerheden i Vestjylland og af hensyn til markedets behov for at udveksle strøm med udlandet (Norge, Sverige og Tyskland).

Der er derfor tale om et nationalt infrastrukturanlæg, som rækker langt ud over det ene formål at tilslutte havmølleparken Horns Rev 2 til elnettet.

Hvor mange km kabler er lagt ned i jorden på 400 kV-niveau i Danmark?

Det overordnede elnet på 400 kV-niveau består af ca. 1.200 (system)km luftledninger og ca. 70 km 400 kV-kabler.
Det skyldes, at det teknisk er meget kompliceret at anvende kabler over længere afstande på det høje spændingsniveau (400 kV).
 
I hele verden findes tilsammen kun et par hundrede kilometer 400 kV-kabler i jorden, alle over korte strækninger, primært som indfødning til byer og krydsning af naturområder. I Danmark er strækningerne fra få km til godt 10 km. Den længste kabelstrækning findes p.t. i Japan. Den er 40 km lang.

Energinet.dk har flere forskningsprojekter i gang for at finde tekniske løsninger på problemet. Der ventes imidlertid ikke et gennembrud de første 5-10 år.

Energinet.dk fik i 2017 ny hjemmeside. Alle nyheder publiceret på www.energinet.dk 2005-2016 kan læses her på hjemmesiden, men de kan mangle billeder, grafer, links mv. Nyheder fra arkivet kan derfor se anderledes ud, end da de oprindeligt blev publiceret. Vi beklager de tilfælde, hvor manglende links, grafer mv. virker meningsforstyrrende.