Lancering af Energi Data Service - Folkemødet 2017
Foto: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og Energinets adm. direktør Peder Ø Andreasen indviede Energi Data Service ved en reception på Folkemødet på Bornholm.

Minister indvier portal med åbne energidata

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt åbner Energinets nye portal for energidata: Energi Data Service. Portalen gør det nemmere for iværksættere, forskere og virksomheder at bruge data fra Energinet til nye tjenester og forretningsmodeller til glæde for samfundet og den grønne omstilling.

Energinet ligger inde med store mængder data og viden om energisystemet. De bliver nu let tilgængelige for enhver, når Energinet i dag, lørdag d. 17. juni 2017, åbner koncernens nye Energi Data Service.

Link: www.energidataservice.dk  

Energinet vil ikke kun gøre det nemt at få fat på koncernens mange data. Vi vil også give nem og maskindrevet adgang til vores energidata:

”For at data virkelig skal gavne samfundet, skal de ikke bare kunne downloades manuelt. De skal stilles til rådighed, så de kan indgå automatisk i de produkter og tjenester, som kan gøre vores hverdag smartere og udvikle fremtidens elsystem”, forklarer Peder Ø. Andreasen, Energinets administrerende direktør.

Energi Data Service giver brugerne API (Application Programming Interface) adgang til alle portalens datasæt. Det vil sige maskine til maskine udveksling af data, som er en forudsætning for f.eks. let at kunne anvende data i applikationer og tjenester.

Grobund for innovative apps og smarte datatjenester


Den første version af Energi Data Service indeholder CO2-signaler, data fra elmarkedet og forbrugs- og produktionsdata. Men det er kun til en start. Energinet frigiver løbende flere og flere datasæt.

”Med Energi Data Service sætter vi vores energidata fri. Portalens åbne data gør det nemmere for softwareudviklere at bruge energidata i innovative apps og smarte datatjenester. Tjenester, som kommer borger og virksomheder til gavn, og som iværksættere kan tjene penge på,” siger Peder Ø. Andreasen.

Energi Data Service portalen er designet med det ønske at skabe gennemsigtighed og overblik. Derfor er det gjort nemt for brugerne at finde data, forstå indholdet i de enkelte datasæt og få support.

Mulige perspektiver ved Energi Data Service


Det fremtidige energisystem vil stille stigende krav til fleksibilitet i både forbrug og produktion. I f.eks. elmarkedet vil den øgede andel vindmøller, solceller og elbiler skærpe forventningerne til at kunne bruge el, som en aktiv og fleksibel forbruger, forklarer Hanne Storm Edlefsen, afdelingsleder i Forretningsstøtte og Udvikling:

”Data fra Energi Data Service, som f.eks. elpriser og CO2-udledning kan give forbrugerne mulighed for selv at spille en rolle i f.eks. at få en lavere elregning eller et lavere CO2 fodaftryk,” siger hun.

Dermed kan Energi Data Service bidrage til en omkostningseffektiv omstilling, hvor vi kan bruge energien på den smartest mulige måde, til gavn for forbrugere og klimaet.

Energi Data Service er skabt sammen med brugerne


Udviklingen af Energi Data Service er sket i samarbejde med portalens fremtidige brugere: forskere, iværksættere og virksomheder. De er blevet inddraget helt fra starten og har påvirket Energinets prioritering og valg af funktioner og data.

”Vi sætter stor pris på de input, vi har fået, og det har helt klart påvirket slutresultatet positivt. Samarbejde fortsætter, selvom platformen nu er i luften. Det her er blot første version af Energi Data Service; vi vil fortsat lytte til brugernes behov og herved løbende øge kvaliteten af portalen”, fortæller Hanne Storm Edlefsen.

Lørdag d. 17. juni 2017 indviede Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt Energi og Energinets administrerende direktør Peder Ø Andreasen Energi Data Service ved en reception i Energinets telt på Folkemødet på Bornholm.

Kontakt

Hvad indeholder den første version af Energi Data Service?

Funktioner:
• API adgang til data. Det vil sige maskine til maskine udveksling af data, som er en forudsætning for f.eks. at anvende data i applikationer og tjenester
• Download af data i gængse formater
• Guides, der hjælper brugeren frem til data
• Beskrivelser af data, datasæt og eventuelle sammenhænge i data
• Et online forum til sparring og vidensdeling

Datasæt:
• CO2 data om elproduktionen
• Handel og priser fra spotmarkedet og regulerkraftmarkedet
• Aggregerede forbrugs- og produktionsdata, samt import og eksport af el

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.