Energinet ønsker københavnsk kraftværk i drift frem til primo 2019

Omstillingen til vind, sol, biomasse mv. betyder, at københavnernes strøm i højere grad bliver produceret uden for byen. Forsyningen skal derfor sikres på nye måder. Nye elmotorveje ind til København er under forberedelse, og indtil de kan være på plads, sikrer Energinet mod strømafbrydelser på grund af sjældne fejl i 400 kV-nettet ved at have Amagerværkets blok 3 i drift.

Energinet har besluttet at sikre, at Amagerværkets blok 3 er i drift frem til primo 2019. Det sker for at kunne opretholde forsyningen, hvis der skulle opstå en fejl på en af de eksisterende 400 kV-højspændingsforbindelser – elmotorveje – ind mod København.

Fejl på 400 kV-nettet er meget sjældne, men Energinet vurderer, at der er behov for at have kraftværket i drift på minimumsniveau i de perioder, hvor værket ellers er lukket ned. F.eks. om sommeren, når værket ikke så ofte laver varme til københavnerne og derfor ofte heller ikke producerer el.

Den danske elforsyning er under stor forandring. Mere strøm kommer fra vedvarende energi, f.eks. vind og sol. Ofte bliver strømmen produceret langt væk fra forbrugerne og dermed også de store byer. I København lukker eller neddrosler flere kraftværker strømproduktionen, og desuden stiger elforbruget, fordi byen vokser. Derfor har Energinet gennem længere tid arbejdet på at forstærke elnettet ind mod København. På den måde kan de københavnske forbrugere få flere nye forsyningsveje .
 
Indtil en ny forbindelse til København efter planen kan stå klar primo 2019, ønsker Energinet at sikre, at Amagerværkets blok 3 er i drift. Skulle der ske et udfald på en af elmotorvejene ind mod København, kan Amagerværkets blok 3 tage over, og forsyningen opretholdes.

Energinet betaler derfor til værket meromkostninger ved at være i drift i de perioder, hvor værket ellers ikke ville have kørt.

Udfordringen i København er lokal og skyldes udfordringer med nettilstrækkelighed i Østdanmark. Læs mere om elforsyningssikkerhed i Redegørelsen for Elforsyningssikkerhed 2017.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.