- Forside
- Om nyheder
- Nyheder
- Baltic Pipe: Sidste fase af Open Season 2017 afsluttet med positivt resultat
Baltic Pipe: Sidste fase af Open Season 2017 afsluttet med positivt resultat
- Afslutningen af udbudsprocessen Open Season 2017 med et positivt resultat er en vigtig milepæl for Baltic Pipe Projektet og en af de helt nødvendige forudsætninger for en endelig investeringsbeslutning. Henover de kommende måneder vil vi nu intensivere arbejdet med det tekniske og økonomiske beslutningsgrundlag for en investeringsbeslutning, siger projektleder Sofie Leweson, Energinet.
Ifølge planen vil Energinets bestyrelse i begyndelsen af 2018 blive forelagt en business case til beslutning, og hvis denne viser, at økonomien i det store projekt ser fornuftig ud, er det forventningen, at Energinet og GAZ-SYSTEM kan træffe endelig investeringsbeslutning i slutningen af 2018. Grundlaget for investeringsbeslutningen er desuden, at den danske energi-, forsynings- og klimaminister giver grønt lys til investeringen. Såfremt der træffes endelig investeringsbeslutning er planen, at Baltic Pipe skal være i drift i oktober 2022, hvor nuværende polske gaskontrakter udløber.
Energinet forventer inden længe at anmode Miljøstyrelsen om at igangsætte processen for miljøvurderingen af den danske del af Baltic Pipe Projektet. I den forbindelse vil naboer, lokale myndigheder og andre med interesser i projektet blive inviteret til dialog om anlægsprojektets nærmere udførelse.
Europa-Kommissionen har udpeget Baltic Pipe til et PCI-projekt - Projekt af Fælles Interesse -, da gasforbindelsen knytter Europas energisystemer tættere sammen og dermed bidrager til en sikrere, billigere og mere bæredygtig energiforsyning i store dele af det nordlige og østlige Europa.
For Danmark giver Baltic Pipe udsigt til mere stabile gastariffer i en tid, hvor det danske gasforbrug generelt er faldende, og der bliver færre forbrugere til at dække omkostningerne til at drive gasnettet. Samtidig kan Baltic Pipe styrke forsyningssikkerheden, da den vil give adgang til en ekstra forsyningskilde.
For Polen vil adgangen til de store norske gasreserver give en sikrere og mere konkurrencepræget gasforsyning. Samtidig giver Baltic Pipe grundlag for at reducere forbruget af mindre bæredygtige brændsler, bl.a. kul.
Kontakt
Del
Få vores nyheder direkte i din indbakke
Abonner på Nyheder
Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.
Abonner