Nordiske TSO’er planlægger højere tidsopløsning på elmarkedet | Energinet

Nordiske TSO’er planlægger højere tidsopløsning på elmarkedet

Publiceret d. 16.11.2017 13.30

De fire nordiske TSOer – Fingrid, Statnett, Svenska Kraftnät og Energinet - startede i 2015 et projekt, der har til formål at vurdere implementeringen af en højere tidsopløsning i det nordiske elmarked. En højere tidsopløsning indebærer, at afregningsperioden for ubalancer ændres fra 60 minutter til 15 minutter, og at der åbnes op for handel med 15 minutters produkter på engrosmarkedet.

 

I den første fase af projektet er der udarbejdet en Cost-Benefit-Analyse (CBA) over implementeringen af højere tidsopløsning i Norden. I CBAen blev forskellige implementeringskoncepter og timingen for selve implementeringen undersøgt. TSOerne starter nu anden fase af projektet, som har til formål at udarbejde en implementeringsplan for højere tidsopløsning. Ambitionen er, at have implementeret en højere tidsopløsning i midten af 2020.

 

Eksterne aktører vil løbende blive involveret i projektet f.eks. med henblik på input til implementeringsplanen.

 

Læs mere om projektet og hent CBAen fra første fase.