Port of Rotterdam bliver den femte partner i North Sea Wind Power Hub-konsortiet

North Sea Wind Power Hub er vigtig for at kunne nå EU’s klimamål. Med Port of Rotterdam som ny partner i North Sea Wind Power Hub-konsortiet får man en stærk partner med en klar strategi for bæredygtighed. Konsortiet omfatter herefter TenneT TSO B.V. (Holland), Energinet (Danmark), TenneT TSO GmbH (Tyskland), Gasuine (Holland gas-TSO) og nu Port of Rotterdam, hvis erfaring med landindvinding er et vigtigt aktiv for konsortiet.

nswph

”Industrien har brug for bæredygtig el og brint, hvis klimamålene fra Paris-aftalen skal nås,” udtaler CEO hos Port of Rotterdam, Allard Castelein. Han fortsætter:

”Ideen om en hub i Nordsøen er en tiltalende vision for udviklingen af et bæredygtigt energisystem i stor skala i Nordsøen. Vi har erfaringen med landindvinding, og vi ser frem til at bringe den ekspertise ind i konsortiet.”

De fire el- og gas-TSO’er samt Port of Rotterdam samler nu kræfterne i videre studier i udviklingen af et bæredygtigt europæisk energisystem i Nordsøen. Samarbejdet er vigtigt for udviklingen af en hub i Nordsøen fra 2030, som vil bidrage væsentligt til at opnå de europæiske klimamål i Parisaftalen.

EU-målene kræver massiv udvikling af offshore vindkraft i Nordsøen i størrelsesordenen fra 70 GW til 150 GW inden 2040. Der er endda et specifikt scenarie baseret på COP21-aftalen fra Paris, der anslår behovet for 180 GW offshore vindkraft i Nordsøen inden 2045.

Mod en mere bæredygtig industri

Europa har behov for, at industrien bliver mere bæredygtig. Ifølge analyser bestilt af Port of Rotterdam vil det kræve 27-47 TWh vindkraft at sikre bæredygtig drift af Rotterdams industri alene. Vindkraftkapacitet af et sådant omfang kan kun opnås med offshore vindkraft. Med en antagelse af 4000 driftstimer pr. år pr. vindmølle, vil 27-49 TWh svare til 7-12 GW etableret vindkraft. Det svarer igen til cirka 1000 stk. 10-MW vindmøller. De største nuværende møller er på 6 MW.

Der er i dag 1 GW offshore vindkraft i den hollandske sektor i Nordsøen. Kapaciteten vil i 2023 være steget til 3,5 MW, når man tager de områder i betragtning, som allerede er øremærket til offshore vindkraft. De nuværende planer for udbygning vil altså ikke kunne dække behovet hos Rotterdams industri.

En elektrisk hub i den centrale Nordsø

Konsortiet ønsker at gøre de europæiske klima- og energimålsætninger realiserbare både teknisk og økonomisk. Derfor er visionen, at man etapevis udbygger hybridforbindelser mellem to lande, som udvikler sig med en accelereret storskala-udrulning (10-30 GW) med offshore hubs, der forbinder flere Nordsølande.

En energi-ø vil have plads til et større antal forbindelser til vindmøller og vindmølleparker, og den vil kunne distribuere og transmittere vindkraft via DC-forbindelser til Holland, Belgien, Storbritannien, Norge, Tyskland og Danmark.

På en energi-ø vil vindkraft også kunne konverteres til bæredygtig brint, der i stor skala kan bruges som oplagring eller buffer. Ved at kombinere styrkerne ved el- og gas-transportnettene, kan vi booste brint som bæredygtig ressource.

Ligeledes forventes power-to-gas-teknologien at skulle spille en stor rolle i de videre analyser af systemets hubs i Nordsøen.

En energi-hub vil kunne:

  • Være et konkurrencedygtigt alternativ til storskala offshore-konverterplatforme
  • Være en arbejdsplads for vindmølleudviklere og en base for vedligeholdelsesaktiviteter
  • Samle vekselstrøm fra omkringliggende vindmølleparker, som forbinder Nordsølandene med DC-motorveje
  • Omdanne el til gas (for eksempel brint)

Find flere informationer om North Sea Wind Power Hub på http://www.northseawindpowerhub.eu.

Kontakt

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.