BP kort
Forslaget til en Baltic Pipe-gasrørledning er markeret på rødt på kortet – nogle steder, bl.a. i Østersøen, er flere forskellige ruteforslag i spil. De gule linjer er det eksisterende gastransmissionsnet, der nogle steder er så stort, at der ikke er behov for at udvide rørnettet – den øgede gasmængde kan passes ind i de rør, der har ligget der, siden begyndelsen af 1980’erne. Andre steder er der behov for at udbygge rørnettet.

186 har sendt kommentarer til idéhøring om Baltic Pipe

Energinet vil nu grundigt læse alle de ideer, forslag og kommentarer, der er kommet ind i idefasen til Baltic Pipe-projektet. Om et års tid bliver et forslag til ruteføring lagt frem, og der kommer en ny høringsfase på mindst otte uger, hvor lodsejere, naboer m.fl. kan kommentere forslaget til ruteføring.

Miljøstyrelsen har modtaget 186 høringssvar fra borgere, kommuner m.fl. i forbindelse med den afsluttede idéhøring  af Energinets gasprojekt Baltic Pipe  - en gasledning, der kan forbinde Norge, Danmark og Polen.

Formålet med idéhøringen er at få input til forhold, der skal undersøges nærmere samt at få kommentarer til Energinets forslag til, hvor en eventuel gasledning, kan graves ned i jorden.
Idéhøringen begyndte 21. december, da Miljøstyrelsen skrev til samtlige lodsejere, kommuner og andre, der kan blive berørt af projektet.

- Vi vil nu grundigt læse alle de ideer og kommentarer, der er kommet til vores første forslag til, hvor en gasledning kan graves i jorden. Der kan være steder, hvor det vil være hensigtsmæssigt at flytte gasrørledningen – og der er også steder, hvor vi på baggrund af input fra kommuner har fremlagt flere forskellige forslag, f.eks. både nord og syd for en by. Men lige nu er det for tidligt at sige noget om, hvad det præcise forslag ender med at blive, og dermed hvad der om et års tid kommer i en ny offentlig høring, siger projektleder Sofie Leweson.

- Det kan vi først gøre, når vi har kigget nærmere på forslagene og vejet fordele og ulemper op. Det kan være, at det er mere skånsomt at flytte gasledningen, men det kan også vise sig, at generne og ulemperne er endnu større – det er alt sådan noget, der nu skal bruges nogle måneder på at se meget nærmere på, siger hun.
 

I 2013 indviede Energinet en ny gastransmissionsledning mellem Egtved nær Kolding og den dansk-tyske grænse. Arbejdet minder om det, der kan blive tale om med Baltic Pipe. Rørene bliver gravet over en meter med i jorden, og anlægsarbejdet tager typisk 2-3 måneder, inden maskinerne rykker videre til næste mark. Bagefter dækkes jorden til, og der må igen dyrkes på marken. Foto: Bent Sørensen.
 

Når jorden er genetableret, er gasledningen usynlig på overfladen. Det eneste, man kan se, er gule markeringspæle, der står ved krydsninger af veje, i skel mv. Foto: Mohsen Safarkhanlou

 

Som eksempel på, hvordan input og kommentarer fra idéhøringen kommer til at påvirke det ca. 210 km. lange projekt, peger Sofie Leweson på, at Energinets forslag til ruteføring på Fyn viste sig at støde sammen med et nybygget erhvervsgartneri – en sag der har været omtalt i medierne.

- Gasledningen skal naturligvis ikke løbe gennem drivhuset, og derfor vil vi gå i dialog med ejeren af gartneriet og de lodsejere, der bor i området, for at finde ud af, hvor gasrøret i stedet kan lægges, siger hun.

Energinets første bud på et projektområde – et bælte henover landet, hvor en gasledning kan placeres - er lavet ud fra en vurdering af, hvor et gasrør vil berøre færrest mulige lodsejere og naboer, og hvor det kan løbe gennem landskabet uden at få væsentlig påvirkning på sårbar natur, forhindre byudvikling og lign. Også økonomi og tekniske forhold, f.eks. at skabe den kortest mulige linjeføring, spiller ind i forslaget til ruteføring.

Debat om kompressorstation

Et af de områder, der lige nu er stor opmærksomhed på, er placeringen af den kompressorsta-tion, der er nødvendig, for at de øgede gasmængder kan transporteres over Østersøen. Ener-ginet har vurderet flere forslag til, hvor den store kompressorstation kan ligge, og er endt med, at den mest skånsomme og hensigtsmæssige beliggenhed er i Næstved Kommune ved motor-vejen nær Everdrup.

- Kompressorstationen er stor og vil komme til at påvirke nogen, uanset hvor den bliver placeret. Vi har vurderet, at en placering ved motorvejen er den mindst ringe løsning – både af hensyn til borgerne og natur og af hensyn til de tekniske krav. De andre steder, vi har set på, har ulemperne været større, og flere borgere ville blive berørt.

- Det betyder ikke, at vores forslag er uproblematisk. Der ligger i dag en gård på jorden, og det vil få store konsekvenser for beboerne, hvis kompressorstationen ender med at ligge her. Der vil også være konsekvenser for lokalområdet. Vi er i dialog med Næstved Kommune, fordi kommunen har kommentarer til netop den placering, og derfor skal vi naturligvis mødes med kommunen for at blive klogere på, om der er alternativer, og hvad der er fordele og ulemper ved eventuelle andre placeringer, siger Sofie Leweson.

Energinet har i dag en kompressorstation ved Egtved. Her kan gassens sættes under tryk, så det kan sendes i den retning, der brug for – øst, vest, nord eller syd – for at den kan komme ud til forbrugerne. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

 

Idéhøringen er første del af vurderingen af miljøkonsekvenser, som Baltic Pipe-projektet skal igennem. 

Næste skridt er, at Energinet i slutningen af 2018 eller begyndelsen af 2019 lægger et forslag til ruteføring frem, og myndighederne vil indkalde til en ny offentlig høring. Den vil vare i mindst otte uger.
De lodsejere og naboer, der kan blive berørt, får direkte besked om VVM-høringen, men alle andre kan også komme med forslag og kommentarer.

 

 

 

KONTAKT

OM IDÈHØRINGEN

Miljøstyrelsen har direkte inddraget 13 kommuner og ca. 900 ejendomme, som kan blive berørt at den nye gasledning, og andre borgere har også haft mulighed for at komme med i kommentarer. Energinet har desuden holdt seks borgermøder om projektet.

Et detaljeret kort med det projektområde - bælte henover landet - hvor Energinet har foreslået, at en linjeføring kan ligge i, kan ses her:

Læs mere om Baltic Pipe-projektet.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.