- Forside
- Om nyheder
- Nyheder
- Danmark har samme elpris som nabolande i over 8.000 af årets timer

Danmark har samme elpris som nabolande i over 8.000 af årets timer
De danske elforbrugere tænker nok ikke over det, men den strømpris, de betaler, når de tænder kaffemaskinen eller sætter tøj over i vaskemaskinen, bliver i langt, langt de fleste timer sat på de fælles nordiske- og europæiske elmarkeder, og ikke alene ud fra udbud og efterspørgsel af el i Danmark.
Det viser en analyse af markedstal fra 2017, som Energinet har lavet.
I over 8000 af årets 8760 timer var den danske elpris den samme som elprisen i et eller flere nabolande. Eksempelvis havde Danmark i ca. 50 pct. af tiden fælles elpris som resten af Norden, i ca. 20 pct. af tiden samme elpris som Tyskland, og i 20 pct. af tiden samme elpris som både Norden og Tyskland.
- Vi er et lille land med stærke elforbindelser til nabolande, der har langt større produktion og forbrug. Derfor spiller det en stor rolle for elprisen, hvad der sker rundt om os, og der er kun få timer om året, hvor vi herhjemme har ”vores egen” elpris, siger Signe Horn Rosted, områdeleder Elmarked i Energinet.
Danmark ligger på handelsruterne mellem Nordens store vandkraftsproduktion og Centraleuropas traditionelle termiske produktion og især Nordtysklands stærkt voksende produktion af vind- og solenergi. Der bliver konstant importeret og eksporteret, og i mange timer er Danmark også transitland, så den billigste strøm kan komme frem til forbrugerne i enten nord eller syd.
- Adgangen sikrer også gode afsætningsmuligheder for danske producenter. I 2017 havde Danmark eksempelvis en stor vindproduktion, som i mange timer var større end det samlede forbrug. En stærk markedskobling mellem de danske-, nordiske og centraleuropæiske elmarkeder sikrer, at den danskproducerede vindmøllestrøm kan sælges og dermed opnår maksimal værdi, siger Signe Horn Rosted.
Hun peger på, at stærke forbindelser til vores nabolande og en solid elmarkedskobling er vigtige elementer til at understøtte en effektiv integration af vedvarende energi.
Danmark er pristager
Tendensen er den samme, når vi ser flere år tilbage: Danmark er generelt ”pristager" i forhold til nabolandene. I perioden fra 2010 til 2017 har Danmark i gennemsnit haft fælles elpris med mindst ét af vores nabolande i cirka 90 pct. af tiden.
I de få timer, hvor Danmark har sin egen elpris, ligger prisniveauet ofte mellem markedspriserne i Norden og i Tyskland.
Danmark kan have egen elpris, når kapaciteten på alle udlandsforbindelserne er fuldt udnyttet, og der derfor ikke kan ske en komplet harmonisering af elprisen henover grænserne. Som en del af de store europæiske elmarkeder har den danske produktion og det danske forbrug en mindre indflydelse på de fælles priser. Det er i højere grad de store forbrugs- og produktionsområder nord og syd for Danmark, der er afgørende for, om elprisen bliver høj eller lav.
Kontakt
Energinet har i årets første uger set tilbage på 2017 og nøgletal fra elsystemet.
Læs også:
Både vind og sol slog rekord i 2017 – leverede 45,8 procent af strømmen
Elsystem under stor forandring: En hel uge af 2017 kørte Vestdanmark uden centrale kraftværker
Del
Få vores nyheder direkte i din indbakke
Abonner på Nyheder
Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.
Abonner