Energinet køber gasdistributionsnettet på Fyn | Energinet

Energinet køber gasdistributionsnettet på Fyn

Publiceret d. 14.3.2018 08.47
Energinet køber gasdistributionsnettet på Fyn fra NGF Nature Energy Distribution A/S. Prisen er 580 millioner kroner.

Energinet og ejerne af NGF Nature Energy Distribution A/S underskrev i går en aftale, der betyder, at Energinet overtager gasdistributionsnettet på Fyn. Prisen er 580 millioner kroner.

Aftalen er godkendt af energi-, forsynings- og klimaministeren.

Handlen vil nu blive anmeldt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Godkender Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen handlen, vil Energinet efter planen overtage det fynske gasdistributionsnet den 1. maj 2018.

Baggrund

Regeringen ønsker at samle og effektivisere de danske gasdistributionsnet, og staten har bedt Energinet købe rørnettene fra otte fynske kommuner.

Energinet købte i 2016 gasdistributionsnettet i det sydlige Jylland og på Syd- og Vestsjælland af DONG Energy (Ørsted). Rørnettet i det sydlige Jylland og på Syd- og Vestsjælland er i dag samlet i Energinets datterselskab Dansk Gas Distribution A/S.

NGF Nature Energy Distribution A/S ejer og servicerer de fynske gasrør og forbinder ca. 36.000 fynske gasforbrugere med deres respektive gasselskab.

Godkendes handlen, skal de fynske gasforbrugere fra 1. maj 2018 henvende sig til Energinet, hvis de har spørgsmål om rørnettet og forsyning, mens de stadig skal henvende sig til deres gasselskab, hvis de har spørgsmål om den gas, de køber, gaspriser mv.