BZ pix

Ny rapport om europæiske budzoner er offentliggjort

16 europæiske TSO’er, herunder Energinet, har de seneste år deltaget i Bidding Zone Study. Rapport er nu færdig. Ifølge Energinet kan den danne grundlag for det videre arbejde for et markedsdesign, hvor budzoner afspejler fysiske flaskehalse i nettet.

Elmarkedet er grænseoverskridende, men flaskehalse i elnettet gør, at strøm ikke altid kan komme fra de, der vil sælge, til de, der vil købe.
Derfor opstår der prisforskelle på de forskellige sider af flaskehalsene.
Ifølge EU’s netregler skal prisområder og budzoner afspejle de fysiske flaskehalse, og derfor har 16 europæiske eltransmissionsselskaber i den centraleuropæiske region CCR Core de seneste år analyseret budzoneinddelingen i Centraleuropa. Energinet deltager, da Jylland og Fyn og dermed DK1 er forbundet til CCR Core.

Studiet er nu færdigt og en rapport er offentliggjort.

Arbejdet i Bidding Zone Study har været vanskelligt - både på grund af studiets tekniske kompleksitet, og på grund af at der blandt de 16 deltagende TSO’er er meget forskellige holdninger til, hvordan budzoner skal indrettes, og hvilke kriterier der er vigtigst i forhold til at designe hensigtsmæssige budzoner.
Projektet viser, at forholdene i landene er forskellige, og at arbejdet med budzoner forudsætter den detaljerede viden, som de enkelte TSO’er har om nettet i deres lande/områder.

Rapporten konkluderer, at der på det foreliggende grundlag ikke er basis for at anbefale en ændring af budzone opdelingen i det berørte område. Det er vigtigt at sige, at dette ikke er det samme som at konkludere, at den nuværende opdeling er optimal eller endda hensigtsmæssig. I stedet skal konklusionen tolkes derhen, at dette første fælles studie ikke kunne identificere et bedre alternativ inden for projektets rammer.

Konklusionerne i rapporten løser derfor ikke alle de aktuelle problemstillinger, vi kender i Danmark og Europa.  Energinets vurdering er, at der er behov for yderlige arbejde på området. Ved et fremtidigt nyt studie vil der kunne trækkes på erfaringerne fra det netop afsluttede Bidding Zone studie.

Energinets ønsker overordnet, at nettets fysiske kapacitet afspejles i markedets prisdannelse, ved at definere budzoner, der hvor der er flaskehalse i nettet. Det skaber de rette incitamenter til at  investere i net, produktion og andre kilder til fleksibilitet, der hvor der er brug for den.
Men det er en dårlig ide at lave nye prisområder på et ufuldstændigt og måske forkert grundlag. Forkerte zoner, eller zoner hvor fysik og marked ikke hænger sammen, kan skabe nye problemer, bl.a. for aktører i elmarkedet. Priszoner skal baseres på et solidt arbejde, og Energinet anerkender derfor at konklusionerne fra det gennemførte Bidding Zone studie ikke kan danne grundlag for en ny opdeling af prisområder i regionen.

KONTAKT

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.