Fælles nordisk seminar: Fælles løsninger er afgørende i fremtidens elsystem | Energinet

Fælles nordisk seminar: Fælles løsninger er afgørende i fremtidens elsystem

Publiceret d. 18.4.2018 16.15
Elsystemet vil gennemgå store forandringer som følge af klimapolitikker, den teknologiske udvikling og nye lovrammer. TSO'erne i Norden fremlægger i dag en rapport om fælles løsninger for fremtidens nordiske elsystem.

På et seminar for interessenter tidligere i dag blev en rapport om løsninger for et nordisk elsystem i forandring fremlagt og drøftet. Rapporten følger op på resultaterne fra en fælles nordisk rapport om udfordringer og muligheder for det nordiske elsystem, som blev fremlagt i 2016. Løsningerne spænder lige fra markedsforanstaltninger, balancering og udvikling af elnettet til udvikling af IKT-løsninger.

Elsystemet bliver mere og mere komplekst og mere integreret, samtidig med at andelen af vedvarende energi stiger, og der kommer nye regler på området. Det skaber nye udfordringer og muligheder i det nordiske elsystem, og samarbejde både på tværs af landegrænser og mellem forskellige interessenter er en forudsætning for succes. De løsninger, som de nordiske TSO'er har vurderet, der er brug for, er blevet udviklet i samarbejde med interessenter i sektoren.

- Fælles markedsløsninger er afgørende for at sikre tilstrækkelig produktion, effektiv udnyttelse af elsystemet, gennemsigtige investeringssignaler og konkurrencedygtige priser for forbrugerne. Fælles nordiske løsninger kombineret med dedikerede løsninger i de enkelte lande er vigtige for at sikre, at vi er gearet til fremtidens udfordringer. Vi forventer, at disse udfordringer kan imødegås, hvis elsystemet udvikler sig i takt med de nationale fremskrivninger, og de nødvendige løsninger udvikles, siger de administrerende direktører for de fire nordiske TSO'er i en fælles erklæring.

Energinet, Fingrid, Statnett og Svenska Kraftnät bemærker også, at der er behov for politiske foranstaltninger.

- Derudover er der behov for en regional tilgang til udvikling af lovrammerne for at sikre, at politikker og foranstaltninger supplerer hinanden, er effektive, sammenhængende og tilstrækkeligt ambitiøse. Hvis det nordiske elsystem skal kunne håndtere de fremtidige udfordringer, skal energipolitiske tiltag kombineres med fælles, dedikerede løsninger, siger de administrerende direktører for de fire nordiske TSO'er i en fælles erklæring.

Download rapporten her