Maj gav den største elproduktion fra solceller nogensinde | Energinet

Maj gav den største elproduktion fra solceller nogensinde

Publiceret d. 31.5.2018 08.30
De mange solskinstimer i maj gav rekordstor elproduktion fra de danske solceller. Solproduktionen bliver over 165 GWh, hvilket slår den tidligere månedsrekord i Danmark med hele 33 %.

Sommervejret slog i maj måned alle meteorologiske rekorder, og det har gjort de danske solcelleejere til storproducenter af el. Solcellerne har alene i maj produceret cirka 165 GWh, hvilket svarer til det årlige forbrug fra cirka 40.000 almindelige danske husstande.

Solskinnet toppede tirsdag d. 8. maj mellem klokken 13 og 14. Her produceredes der 712 MWh sol, hvilket svarer til 16 % af elforbruget i den samme time.

Sol og vind holder ikke weekend

En hverdag som tirsdag d. 8. maj er elforbruget helt almindeligt mellem 13 og 14. Hvis vi også ser på weekenderne, hvor de fleste institutioner, kontorer og fremstillingsvirksomheder er lukkede, er det danske elforbrug tilsvarende lavere. Men solen holder som bekendt ikke weekend, og den samme elproduktion kan dække en større andel af elforbruget i en weekendtime. Søndag den 6. maj mellem klokken 13 og 14 var elproduktionen fra solceller 707 MWh, svarende til hele 21 pct. af det danske elforbrug i denne time.

Vindmøller holder heller ikke weekend. I 2017 satte vi rekord, da 43,4 % af det danske elforbrug blev dækket af vindmølle-el. Rekorden er årsgennemsnittet, som i enkelte timer selvfølgelig er højere. Timerekorden for vindøllernes elproduktion er også sat i en time med elforbrug under gennemsnittet, og lyder på 139 % af forbruget i den pågældende time.

Mindst blæsende måned i fire år

I modsætning til solcelleanlæggene har vindmøllerne dog ikke haft travlt den sidste måneds tid. Maj 2018 bliver nemlig også måneden med lavest vindproduktion i flere år, kun cirka 740 GWh blev det til. Det ser ud til at maj bliver den mindst blæsende måned i fire år.

”Når det blæser meget lidt, dækker solen noget af den manglende produktion af vedvarende energi fra vind. Det understreger sammenhængskraften i det danske energisystem,” siger Ole Kristoffer Jensen fra Energinets Elsystemansvar. Han uddyber:

”Selv i timen med maksimal elproduktion fra solcellerne dækker solproduktionen langt fra det danske elforbrug. Derfor er vi fortsat afhængige af både vindmøller, kraftværker og udlandsforbindelser for at opretholde den høje danske forsyningssikkerhed.”