xbid2

Succesfuld go-live for XBID

Det paneuropæiske intraday markedskoblingsprojekt XBID er efter flere års forberedelse gået i luften.

Et stort skridt for det europæiske el-marked. Det er konklusionen, efter at XBID efter mere end fem års arbejde med udvikling, udfordringer og test af et fælles IT-system gik i luften den 12. juni. Alt forløb efter planen.

De nordiske budområder inklusive Danmarks interne forbindelse (Storebælt) og udlandsforbindelser til Norge og Sverige åbnede ”dansen” som de første med "gate opening" for grænseoverskridende handel kl. 15 for timerne 00 - 24 dagen efter, den 13. juni.

Derefter kom de baltiske områder og Danmarks udlandsforbindelser til Tyskland med i XBID markedskobling kl. 18 og kl. 19.

Til sidst åbnede også de resterende udlandsforbindelser mellem Tyskland/Østrig, Holland, Frankrig, Belgien, Spanien og Portugal kl. 22. 

En fælles ordrebog

Energinet Elsystemansvar, sammen med alle andre europæiske TSO'er, stiller intradaykapaciteten på forbindelserne til rådighed ved at overføre dem til et fælles kapacitetsmanagement modul i XBID. Parallelt med det bliver alle elbørsernes ordrebøger i Europa samlet i en fælles ordrebog. XBID-systemet garanterer dermed en løbende optimal allokering af den tilgængelige kapacitet på tværs af Europa ved at matche bud på tværs af alle deltagende budområder afhængig af den tilgængelige kapacitet.

XBID forbinder det nordiske intraday marked med store dele af Europa og sikrer dermed øget likviditet og et betydeligt større budområde til danske og nordiske aktører.

Danmark udgør et afgørende brohoved mellem det nordiske og det kontinentale elmarked, og det har derfor været en af nøgleopgaverne for Energinet Elsystemansvar at sikre et robust og velfungerende IT-system, som opfylder de danske og nordiske behov for markedskobling.

Med en stigende andel af fluktuerende vedvarende energi fra vind og sol i vores elsystem, udgør et europæisk intraday marked en vigtig brik i balancering af produktion og forbrug kort før driftsøjeblikket. Energinet Elsystemansvar forventer en stigende betydning af intraday-markedet for de danske aktører og dermed også stigende handelsvolumen på dette nye europæiske marked.

Se også XBID projektets officielle pressemeddelelse her.

KONTAKT

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.