Nye områder inddrages i høring om Baltic Pipe – andre områder tages ud | Energinet

Nye områder inddrages i høring om Baltic Pipe – andre områder tages ud

Publiceret d. 26.6.2018 13.52
Miljøstyrelsen inviterer en række lodsejere til at deltage i en supplerende høring om Baltic Pipe. Nye områder inddrages i forslaget til, hvor gasrørledningen kan ligge. Omvendt trækkes ca. 300 lodsejere helt eller delvist ud af det foreløbige projektområde.

I januar og december holdt Miljøstyrelsen og Energistyrelsen 1. offentlighedsfase for gasrørledningen Baltic Pipe, som kan forbinde de norske, danske og polske gassystemer.

Nu inviterer myndighederne til den supplerende høring: ”Idéoplæg i forbindelse med afgrænsning af miljøkonsekvensrapporten for Baltic Pipe – supplerende høring på grund af ændring af projektområdet”.

Frem til 6. juli 2018 kan bl.a. lodsejere komme med kommentarer til ændringerne til det projektområde, hvor Energinet foreslår, at en nedgravet gasrørledning kan placeres.

Myndighederne modtog knapt 200 høringssvar i 1. offentlighedsfase. På baggrund af kommentarerne i nogle af de høringssvar, der kom ind, samt Energinets løbende arbejde med at finde frem til et endeligt forslag til ruteføring, har det vist sig, at der kan være nye og bedre forslag til ruteføring.

Det er bl.a. områder, der går uden om følsom natur eller områder, hvor der er mulighed for byudvikling. Det er også områder, hvor der er tekniske fordele ved at flytte eller justere projektområdet.

Kolding og Tommerup

Der er ikke tale om store forandringer men en række ændringer langs hele den foreslåede strækning fra Blåbjerg i Vestjylland til den sydøstsjællandske kyst. Mange steder er der tale om, at en landmand får lidt mere af en mark eller en ny mark med i projektområdet.
Nogle steder er der dog forslag til flere kilometer helt ny ruteføring. Det er bl.a. nær Lunderskov og ved Svanemosen ved Kolding. Der er fx også ændringer ved Vonsild nær Kolding og ved Tommerup og Tommerup Stationsby på Fyn.

I alt bliver 21 nye lodsejere inddraget i det projektbælte, der går på tværs af landet. Desuden får 45 lodsejere, der også blev kontaktet i forbindelse med 1. offentlige høring, en større del af deres jord med i projektbæltet.
Omvendt er ca. 300 lodsejere enten trukket helt ud af projektbæltet eller får vil få en mindre del af deres jord med i forslaget til projektområde. Det har vist sig, at det ikke længere er nødvendigt, at deres jord er med helt eller delvist med i projektet.

2. offentlige høring i 2019
I den 1. offentlige høring i december og januar lagde myndighederne Energinets forslag til projektområde frem for offentligheden.
Myndighederne arbejder nu videre med de kommentarer, der kom ind i 1. offentlige høring. I begyndelsen af 2019 ventes et endeligt forslag til projektområde at blive lagt frem i en ny offentlig høring. Her vil lodsejere mv. få minimum 8 uger til at kommentere forslaget. Først derefter træffes der beslutning om endelig ruteføring.

Mere om Baltic PIpe
Læs mere om Baltic Pipe-projektet.