Elnetselskaber og Energinet arbejder tæt sammen til gavn for forbrugerne | Energinet
DSO-TSO-samarbejde-nyhed
Næste generation af elforbrugere skal også have en forsyningssikkerhed i verdensklasse til lavest mulige omkostninger. Det har elnetselskaberne og Energinet et fælles ansvar for. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Elnetselskaber og Energinet arbejder tæt sammen til gavn for forbrugerne

Publiceret d. 27.6.2018 10.30
Den grønne omstilling med mere strøm fra vind og sol og fleksible forbrugerløsninger kalder på et tættere samarbejde mellem Energinet og danske elnetselskaber. Vi skal sikre, at elsystemet drives og udvikles til samfundets og forbrugernes bedste, lyder det fra aktørerne.
Danskerne har i dag strøm i stikkontakten i 99,99 pct. af tiden. Det skyldes ikke mindst elnetselskabernes og Energinets vedvarende fokus på at levere en stabil elforsyning i verdensklasse til alle brugere af elnettet. Og allerede i dag arbejder danske elnetselskaber og deres brancheorganisation Dansk Energi tæt sammen med Energinet om både tekniske løsninger og om områder af markedsmæssig karakter. Det intensiverede samarbejde skal sikre, at der leveres robuste løsninger for alle brugere af elnettet:

- Vi kigger på et energisystem under massiv forandring. Strøm fra kraftværker tilkoblet el-transmissionsnettet erstattes i stigende grad af vindmøller og solceller tilsluttet direkte i el-distributionsnettet. Samtidig kigger vi ind i en fremtid med flere elbiler, varmepumper og digitale løsninger. Den opgave er vi klar til at løse, og det stiller naturligt krav til et tæt samarbejde mellem de regionale elnetselskaber og Energinet, siger Jan Østergaard Jensen, der er direktør i elnetselskabet N1, formand for Dansk Energis Netudvalg og nu også formand for det nye fælles koordineringsudvalg. Han fortsætter:

- Energinet og elnetselskaberne vil som neutrale markedsfacilitatorer sikre, at elsystemet drives og udvikles til samfundets og forbrugernes bedste nu og i fremtiden.


Elnettet bliver rygraden i den samlede energiforsyning

Samarbejdet sker bl.a. i et nyt DSO-TSO koordineringsudvalg, hvor Dansk Energi, elnetselskaberne og Energinet diskuterer og håndterer overordnede problemstillinger i den grønne omstilling, der går på tværs af el-transmission og -distribution. Målet er, at Danmark fortsat er på forkant med udviklingen af globale trends til gavn for alle aktører herunder slutbrugere, elproducenter og elhandlere.

- I fremtidens energisystem bliver elnettet i endnu højere grad rygraden i den samlede energiforsyning i takt med at stadigt større dele af vores samlede energiforbrug elektrificeres. Elnetselskaber og Energinet har et fælles ansvar for, at vi også i fremtiden kan levere en forsyningssikkerhed i verdensklasse til lavest mulige omkostninger. Dette kan kun sikres, hvis nye smarte markedsmodeller og nye tarifløsninger udvikles parallelt med mere klassiske forstærkninger af elnettene og på en måde hvor samspillet mellem transmissions- og distributionsnettene er sømløst.

- Vi intensiverer derfor nu samarbejdet om at sikre både sammenhængende tekniske løsninger og markeder, så forbrugere og producenter kan købe og sælge strøm i velfungerende markeder og tjene penge på at agere fleksibelt på en måde, så det understøtter effektiv drift og udvikling af elnettene, udtaler Søren Dupont Kristensen, direktør for Elsystemansvar under Energinet og næstformand for koordineringsudvalget.

Han siger også:

- På europæisk plan er der også fokus på at øge samarbejdet mellem TSOer og DSOer, og vi går gerne forrest i Danmark, fordi vi kan se, at vi skaber bedre løsninger, hvis vi samarbejder.

Det første møde i DSO-TSO koordineringsudvalget fandt sted den 19. juni 2018. I tillæg hertil intensiveres arbejdet i hhv. et markedssamarbejdsudvalg og i et netsamarbejdsudvalg.