F&I-årsrapport 2017: Viden til mere vedvarende energi | Energinet

F&I-årsrapport 2017: Viden til mere vedvarende energi

Publiceret d. 13.7.2018 09.32
Som noget nyt udgiver Energinet en F&I-årsrapport. Bag forkortelsen F&I ligger aktiviteter indenfor forskning, udvikling, demonstration og innovation, og rapporten giver et indblik i, hvad 2017 bød på og præsenterer fokus for fremtidens indsats.

Fem overordnede temaer
Energinets F&I-aktiviteter var i 2017 fordelt på fem overordnede temaer med udgangspunkt i Energinets strategi, Energi over grænser. Der har været aktiviteter inden for hele udviklingsspektret – fra forskning til udvikling, demonstration og innovation indenfor de fem områder, som er:

  • Drift, fleksibilitet og lagring
  • Gassens grønne omstilling
  • Infrastruktur
  • Standardisering og effektivisering
  • Digitalisering.

Nogle af de aktiviteter, der i særlig grad prægede F&I-indsatsen eller nåede store milepæle var SmartNet (Drift, fleksibilitet og lagring), Energi Data Service (Digitalisering), North Sea Wind Power Hub (Infrastruktur), Future Gas (Gassens Grønne omstilling) og SFI-projektet (Standardisering og effektivisering). Årsrapporten beskriver, hvordan disse og en lang række andre projekter har bidraget til udviklingen af energisystemet frem mod et energisystem uafhængigt af fossile brændsler inden 2050.

Rapporten beskriver også, at det i fremtiden vil være nødvendigt at samarbejde og videndele yderligere på tværs af Energinets organisation, indgå nye eksterne partnerskaber og tænke i at have en portefølje af F&I-aktiviteter, der både giver nye løsninger ”nu og her”, og løsninger, der imødegår udfordringer, der er længere ude i fremtiden.

Udvikling på flere tidshorisonter
F&I-årsrapporten beskriver, hvordan Energinets aktuelle koncernstrategi vil være toneangivende for fokusområderne i F&I-indsatsen. Samtidig vil der være brug for at have et længere sigte for F&I-indsatsen, som rækker ud over den treårige strategiperiode. Derfor er der udarbejdet ”F&I-Sigtelinjer 2035”, der er agile eksempler på pejlemærker for indsatsen, og som løbende udvikles i samspil med den nye viden, der genereres, og de udfordringer der løbende opstår eller forgår.

Flere partnerskaber og mere netværksaktivitet
Flytningen af de administrative opgaver i ForskEl-programmet til Energistyrelsen har givet et nyt afsæt for F&I-indsatsen i Energinet. Hvor Energinets F&I-indsats tidligere i overvejende grad har taget udgangspunkt i andres ansøgninger og projekter, tager den nu primært udgangspunkt i Energinets egne kerneopgaver. Dette betyder, at fokus nu er på at etablere netop de partnerskaber omkring F&I-aktiviteter, som støtter målrettet op om opgaverne. Der ses derfor også ind i øget netværksaktivitet – nationalt og internationalt – for at etablere de rette partnerskaber.

Opgørelse af omkostninger
I F&I-årsrapport 2017 får du et overblik over F&I-hovedaktiviteterne samt de relaterede omkostninger. De samlede F&I-omkostninger i 2017 er opgjort til ca. 39 mio kr svarende til ca. 1 procent af Energinets omsætning. ENTSO-E’s anbefaling er minimum 1 pct. af TSO’ens omsætning.

Læs rapporten her: F&I-årsrapport 2017