Søkablet til Bornholm bliver spulet ned i havbunden | Energinet

Søkablet til Bornholm bliver spulet ned i havbunden

Publiceret d. 3.9.2018 15.43
Søkablet, der forbinder Bornholm med omverdenen på el-siden, bliver i løbet af september og oktober spulet ned i havbunden under Østersøen. Formålet er at forlænge levetiden på kablet og forhindre overrivninger.
Om et par uger går Energinet i gang med at nedspule det eksisterende kabel, der forbinder Bornholm til resten af energisystemet, længere ned i havbunden under Østersøen. Forud for arbejdet er der foretaget forskellige undersøgelser og indhentet tilladelser.

”Forundersøgelserne viste, at havbundsforholdene gør det for dyrt at nedspule i den danske sejlrende, men at det vil give en gevinst i den svenske sejlrende, hvor de fleste ankerskader er indtruffet. Derfor går vi nu i gang med at spule kablet ned i den svenske trafiksepareringszone”, udtaler projektleder Per L. Andersen fra Energinet, som ejer og driver kablet.

”Vi går i gang med arbejdet af to årsager. Først og fremmest så håber vi på, at vi ved at lægge kablet længere ned i havbunden kan undgå overrivninger, som dem, vi havde i december 2012 og december 2017, hvor kablet var ude og Bornholms Energi & Forsyning derfor måtte klare den samlede produktion på øen i hele perioden. Dernæst gør vi det også, fordi vi gerne vil sikre, at kablet holder så lang tid som muligt. Et søkabel er en voldsom udskrivning, så vi passer godt på det, vi har. Vi forventer, at det kan holde i 20-25 år endnu”, forklarer Per. L. Andersen.

Nedspulingen kommer til at foregå i september og oktober 2018.

Beredskabet er klar på Bornholms Energi & Forsyning
Bornholms Energi & Forsyning ser med stor tilfredshed på, at Energinet passer godt på søkablet, da det er en vigtig del af øens infrastruktur.

"Det er rigtig fornuftigt, at vi passer på det søkabel, vi har, fordi det er en central del af vores forsyningssystem på øen, og det gør da også, at vi er lidt ekstra opmærksomme, når der bliver pillet ved søkablet. Det, vi gør som en helt naturlig del af vores beredskab, er, at vi i de perioder, hvor der arbejdes med nedspulingen, har nogle af vores dieselmaskiner i beredskab, så vi er klar, hvis der skulle ske et uheld. Det afgørende for os er, at der altid er lys, varmt vand og strøm i kontakten, så vi kan holde vores samfund kørende”, fortæller Jan Damkilde Christensen, produktionschef ved Bornholms Energi & Forsyning.

Normalt kommer der hvid røg ud af skorstenen på Skansevej, og hvis borgerne den kommende tid får øje på lidt sort røg, så skyldes det denne lidt specielle situation.

”Vi har et stort fokus på den grønne omstilling, og under normale forhold baserer vi derfor vores produktion på flis, vind og sol. Men når det kommer til, at vi er bekymrede for, at vi kan opleve udfald, så er det altså afgørende vigtigt, at vi sikrer alle borgere og virksomheder så godt, vi kan. Derfor har vi beredskabet klar”, afslutter Jan Damkilde Christensen.