Gasforsyningssikkerhed, 2018: Early Warning blev erklæret for, at den høje danske gasforsyningssikkerhed kunne opretholdes.
Energinets årlige redegørelse viser, at den danske gasforsyningssikkerhed fortsat var høj i 2018, selvom en sen kuldeperiode i Europa i det tidlige forår gjorde, at Energinet måtte erklære Early Warning i 20 dage.
For at afværge et fald i forsyningssikkerheden, valgte Energinet Gas TSO at erklære Early Warning den 27. februar 2018 kl. 20:38. Early Warning er det første af tre kriseniveauer i de fælleseuropæiske regler for gasforsyningssikkerhed. Det er en sjælden situation, der kun er forekommet to gange tidligere i det danske gassystems historie. Early Warning førte ikke til afbrud af gas hos forbrugerne.
- Energinets samarbejde med gasmarkedets aktører under Early Warning betød, at vi fik sat fokus på den danske gasforsyningssikkerhed. Gasmarkedets aktører har ansvaret for at sikre nok gas til de danske gasforbrugere, hvilket kræver særlig opmærksomhed, når gasproduktionen fra Tyra lukkes ned fra 2019 til 2022, og vores samarbejde i 2018 kan ses som en lærerig generalprøve på nogle af de udfordringer vi står overfor i den kommende periode, siger Torben Brabo, direktør i Energinet Gas TSO.
Prisloft blev fjernet
Når gassen var på vej ud af Danmark, så skyldtes det, at der er et loft over den pris markedsaktørerne betaler for at trække mere gas ud af systemet end de tilfører. Prisloftet var lavere end markedsprisen på gas, hvilket gav transportkunderne incitament til at transportere mere gas fra Danmark til Tyskland, end de reelt havde til rådighed.
Early Warning åbnede for, at Energinet midlertidigt kunne ophæve prisloftet, hvorefter det økonomiske incitament til at eksportere gas ud af landet ikke længere var til stede, og niveauet for dansk gasforsyningssikkerhed var dermed stabiliseret. Energinet har nu bedt Forsyningstilsynet om lov til at ophæve prisloftet permanent.
Forsyningssikkerhed under Tyra-nedlukningen
Siden 1987 har Tyra-feltets anlæg været den vigtigste forsyningskilde til danske og svenske gasforbrugere. Forsyningssikkerheden er derfor udfordret, når Tyra lukkes ned for at blive genopbygget fra september 2019 til juli 2022. Gassen vil i perioden komme fra Tyskland og gaslagrene, og forsyningssikkerheden vil i højere grad end normalt være afhængig af, at markedsaktørerne udnytter import- og lagerkapacitet optimalt. Således bliver Danmark for første gang i gassystemets historie afhængig af importeret gas.
Energinet har i de sidste par år forberedt sig på nedlukningen og er i den forbindelse ved at indføre en række markeds- og systemtiltag. Tiltagene omfatter bl.a. løbende overvågning af forsyningssituationen og information til markedet samt udvidelse af udtrækskapaciteten i et af de danske gaslagre. Samarbejde og kommunikation med markedsaktørerne bliver i den kommende periode vigtigere end nogensinde før.
Redegørelsens indhold
I Redegørelse for gasforsyningssikkerhed 2018 kan du læse mere om Early Warning, genopbygningen af Tyra, Baltic Pipe-projektet, nye tiltag for den europæiske gasforsyningssikkerhed og meget andet.