Energinet undersøger lækage fra søkabel mellem Sverige og Danmark

Et 400 kV søkabel mellem Skibstrupgård nord for Helsingør og Kristinelund nord for Helsingborg lækker olie. Energinet arbejder sammen med Svenska Kraftnät på højtryk for at lokalisere og udbedre utætheden. Fejlen er umiddelbart lokaliseret ud for kysten ved Ellekilde Hage, nær Hornbæk, hvor der er konstateret olie på vandoverfladen.

 

Dykkere er netop nu på vej ud for at pinpointe lækagen, så foranstaltninger til at reducere lækagen og opsamle olien kan iværksættes hurtigst muligt.

 

Søkablet, der forbinder Danmark og Sverige med strøm, indeholder olie, der fungerer som isolation. Olien har en konsistens som madolie og forrådner over tid. Energinet har rekvireret flydespærringer til at inddæmme udslippet, ligesom Søværnets Operative Kommando og miljømyndigheder er adviseret.

 

Nabokabelsystemet, der ligger ved Ellekilde Hage, har tidligere haft lækager, i henholdsvis 2011 og 2016.

 

Energinet kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig nærmere omkring reparationstiden på kablet.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.