Der er stor interesse for at fremtidssikre priserne på at transportere strøm rundt i det danske elnet. Det viser en netop afsluttet interview-runde, som Dansk Energi Net og Energinet har gennemført i løbet af 2018. | Energinet
Nye tariffer skal i højere grad belønne, at forbrugerne bruger strøm, når vindmøllerne snurrer, solen skinner eller strømproduktionen på anden måde er stor. Arkivfoto Palle Peter Skov

Stor interesse for nye, moderne nettariffer

Publiceret d. 29.1.2019 16.13
Der er stor interesse for at fremtidssikre priserne på at transportere strøm rundt i det danske elnet. Det viser en netop afsluttet interview-runde, som Dansk Energi Net og Energinet har gennemført i løbet af 2018.

I alt er der holdt 27 interviews med både store og små elforbrugere, elproducenter, leverandører til el-industrien, elhandlere og myndigheder. Og det overordnede billede er, at interessenterne har en særdeles god forståelse for nødvendigheden af fx at belønne fleksibilitet i langt højere grad end i dag. 

Den aktive inddragelse af interessenterne er en hjørnesten i et fælles projekt mellem Energinet og Dansk Energi, der frem mod 2020 skal munde ud i nye fremtidssikrede tariffer for såvel transmissions- som distributionsnettet.

Det første delresultat er netbrugernes billede af, hvilket tarifsystem de godt kunne tænke sig. Omkostningsægthed, incitamenter til fleksibilitet i forbruget og fairness er tre af de vigtigste egenskaber for elnettets prissætning, så tarifferne understøtter omkostningseffektiv brug og udbygning af elnettet i fremtiden.

Det danske energisystem står foran en dramatisk omstilling i de næste årtier, hvor elektrificering for alvor kommer i førersædet. Elbiler, el til varme og nye store elforbrugere som brintindustrien og datacentre stiller store krav til en sikker drift og udbygning af elnettet.

For at sikre omstillingen af det danske energisystem skal elnettet bruges intelligent, og tarifferne kan spille en vigtig rolle her.

Sammenfatningen af ønskerne til tarifsystemet ligger nu i form af et konsultationspapir, der er bygget op om syv fokusområder: Grundlæggende elementer, kundekategorier, differentierede tariffer, netprodukter, egenproducenter, produktionstariffer og transparens.

- Interviewprocessen har været en god investering for vores fælles projekt, og det er opløftende at se den store interesse blandt netbrugerne, siger Nicolaj Mølgaard Jakobsen, projektleder fra Dansk Energi Net.

- Det har været guld værd på den måde at få ofte meget konstruktive input fra en bred skare af interessenter.

Katja Birr-Pedersen, projektleder fra Energinet supplerer:
- Det har virkelig været værdifuldt og ikke mindst øjenåbnende at have en indgående og detaljeret drøftelse af tarifspørgsmålet med interessentgrupperne. Og vi vil gerne sige tusind tak til alle de, der har prioriteret det og brugt tid på at deltage.

Resultatet af kortlægningen stopper dog ikke her. Baseret på de input, der er blevet indhentet, følger nu en proces med at konkretisere, hvad en fremtidig tarifering skal leve op til, og med at udvikle de konkrete modeller.

Der er en af projektets klare målsætninger at også det videre arbejde skal ske i en åben proces, hvor interessenterne fortsat skal inddrages ved de væsentlige milepæle.

FAKTA

Elsystemet er under stor forandring. Meget mere produktion kommer, som vinden blæser, og solen skinner, og vil i 2030 helt bestå af vedvarende energi. Desuden kommer elbiler, elektriske varmepumper mv. til at fylde meget mere. Derfor er det ikke bare vigtigt, hvor meget el du bruger, men hvornår du bruger det. Det skal de tariffer, forbrugerne betaler til elnettene, afspejle.

Derfor samarbejder Energinet og Dansk Energi om en model for fremtidens eltariffer. Målet er en model, der understøtter den grønne omstilling og sætter markedsaktørernes og netbrugernes behov i centrum.

Dansk Energi og Energinet fortsætter med at inddrage interessenter over hele projektforløbet. De endelige anbefalinger til et nyt tarifdesign forventes at være klar i foråret 2020.

Forsyningstilsynet skal godkende nye tarifmodeller.

 

Læs opsamlingsnotat fra interviewrunden.