forsyningssikkerhed 2018 topbillede i nyhed
Arkivfoto: Ole Christiansen

Danskerne havde strøm i stikkontakterne i 99,996 procent af 2018

Trods store forandringer i elsystemet og aldrende elnet anbefaler Energinet, at danskerne fortsat har meget høj elforsyningssikkerhed. Anbefalingen er, at elforsyningssikkerheden frem mod 2030 skal holdes på mindst 99,993 procent leveringssikkerhed. Det vil fortsat sikre en dansk elforsyningssikkerhed i europæisk topklasse. Energinets redegørelse for elforsyningssikkerhed sendes nu i høring, inden en endelig anbefaling i efteråret sendes til ministeren.

Danskerne havde sidste år en elforsyningssikkerhed i europæisk topklasse. Dermed følger 2018 et tiår, hvor sikkerheden for strøm i stikkontakterne har været meget høj – i 2018 99,996 procent af tiden. Det viser Energinets årlige redegørelse for danskernes elforsyningssikkerhed.

 

Graf: Danskerne har i en årrække oplevet meget få afbrudsminutter. Den høje forsyningssikkerhed er fastholdt, samtidig med at meget mere strøm kommer, som vinden blæser, og solen skinner. Andelen af vind- og solenergi er gået fra ca. 18 procent i 2009 til over 43 procent i 2018.

Energinets mål har de seneste år været, at forbrugerne i gennemsnit højst har oplevet 6 minutter uden el, heraf 5 minutter på grund af manglende effekt, altså for lidt produktion i forhold til forbruget, og højest 1 minut på grund af fejl i eltransmissionsnettet.

I redegørelsen foreslår Energinet, at målet for elforsyningssikkerheden i 2030 bliver 99,993 procent. Energinets mål er stadig højst 5 minutter på grund af effektmangel og højst 1 minut på grund af fejl, men nu også 1 minut på grund af aldrende elnet. Dermed er målet, at antallet af årlige afbrudsminutter i den del af elsystemet, som Energinet har ansvaret for, ikke må overstige 7 minutter.

Sammen med 28 årlige afbrudsminutter, som de lokale netvirksomheder i 2030 forventer i eldistributionsnettene, må den gennemsnitlige dansker i 2030 derfor undvære strøm i stikkontakterne i maksimalt 35 minutter årligt. 35 minutter vil stadig være i europæisk topklasse, og det vil være omtrent samme antal afbrudsminutter, som danskerne oplevede i 2000, 2006 og 2007. Energinet har ikke haft mulighed for at behandle netvirksomhedernes indmeldte forventning til 28 årlige afbrudsminutter i eldistributionsnettene.

Niveau sendes i høring
Redegørelsen og det fremtidige niveau bliver nu sendt i høring, og på baggrund af høringssvarene udarbejder Energinet en endelig anbefaling til klima-, energi- og forsyningsministeren.

- Danmark har et meget sikkert og stabilt elnet – både det overordnede transmissionsnet og distributionsnettene, der går helt ud til boliger og virksomheder. Men det er også et aldrende net, så i årene, der kommer, vil risikoen for afbrud være lidt større – også selv om der bliver arbejdet intenst på både at renovere det eksisterende elnet og udbygge nettet til de enorme forandringer, vi står over for, siger Søren Dupont Kristensen, administrerende direktør i Energinet Elsystemansvar.

Tredobling af vind og sol på ti år
Det er en betydelig planlægningsopgave både at håndtere det aldrende net og indpasse store mængder af vedvarende energi. I 2030 skal det danske elsystem være helt grønt, og det næste tiår ventes produktionen fra vind og sol at blive tredoblet. Det betyder, at en meget stor del af produktionen vil komme, som vinden blæser, og solen skinner. Ydermere skal vi i fremtiden bruge el til mange flere formål -  fjernvarmesektoren ventes at skifte fossile brændsler ud med bl.a. elvarmepumper, transportsektoren elektrificeres mv. – og derfor skal meget større mængder el i fremtiden transporteres rundt i elsystemet - ofte el, der bliver produceret langt fra forbrugerne og de store byer og forbrugscentre.

Ud over at reinvestere massivt i elnettet – Energinet forventer at øge sine reinvesteringer fra ca. 500 millioner kroner årligt til ca. 3 milliarder kroner i 2030 – skal en række yderligere tiltag sikre, at danskerne har strøm i stikkontakterne. Bl.a. gennemføres ændringer i elmarkedet, som skal gøre det mere attraktivt at forbruge strøm, når der er rigeligt, og mindre når det ikke blæser, eller at få rabat eller betaling for at undvære strøm i kortere perioder.

- Vi ønsker alle, at vi har så få afbrudsminutter årligt som muligt, men vi skal også have de samfundsøkonomiske briller på, og de sidste minutter koster rigtig mange penge. Derfor vurderer vi, at den rette balance er et niveau for elforsyningssikkerhed, der er en lille smule lavere end i dag – men stadig et niveau, der er i top 5 i Europa, siger Søren Dupont Kristensen.

Maks. 5 minutter på grund af effektmangel
Selv om Energinet de seneste år har villet acceptere op til 5 afbrudsminutter på grund af effektmangel, har der rent faktisk ikke været afbrud på grund af manglende elproduktion. Det er fejl eller nedbrud, der har slukket for lyset. Men i 2025-2030 stiger risikoen for afbrud på grund af effektmangel.

Grafik: Elforsyningssikkerheden afhænger af flere faktorer: I hvor høj grad elforbrug og -produktion kan balanceres, og om elnettet kan overføre den elektriske energi og håndtere fejl. Risikovurderinger for elsystemet opdeles derfor i to kategorier: systemtilstrækkelighed og systemsikkerhed, som i praksis er to delvist overlappende begreber.

De nuværende prognoser viser, at antallet af afbrudsminutter i 2030 årligt løber op i 4 minutter i Vestdanmark og 16 minutter i Østdanmark, men Energinet anbefaler, at tilpasninger til elmarkedet skal sikre, at afbrud på grund af effektmangel i gennemsnit ikke overstiger 5 minutter.

Da effektbalancen er lidt mere udfordret i Østdanmark end i Vestdanmark, vil Energinet løbende vurdere, om det fra 2025 kan blive nødvendigt at lave en såkaldt midlertidig strategisk reserve i Østdanmark, som kan aktiveres i særlige situationer, hvor forsyningssikkerheden bliver presset.

Læs mere om høringen på Energinets hjemmeside, hvor du også finder høringsudgaven af Redegørelse for elforsyningssikkerhed 2019 med tilhørende kommentarskema.

KONTAKT

AFBRUD I 2018

Danskerne manglede i 2018 i gennemsnit strøm i stikkontakterne i ca. 21,9 minutter.
Heraf var ca. 21,7 minutter afbrud i de regionale og lokale distributionsnet, mens ca. 0,2 minutter var i det overordnede transmissionsnet.
Langt hovedparten af elnettet findes på distributionsniveau, nemlig ca. 160.000 km og 71.000 punkter, hvor strømmen transformeres op eller ned.
Transmissionsnettet har ca. 7000 km luftledninger og kabler og 220 transformerpunkter.

Anbefaling til minister
Energinet har siden 2015 årligt udarbejdet en redegørelse over danskernes elforsyningssikkerhed.
I juni 2018 blev Lov om elforsyning ændret, og derfor er årets redegørelse lidt anderledes end tidligere.
Klima-, energi- og forsyningsministeren har ansvaret for elforsyningssikkerheden og fastsætter niveauet. Derfor indeholder forsyningssikkerhedsredegørelsen nu en anbefaling til det fremtidige niveau for forsyningssikkerhed.

 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.