Endrup ovenfra
Det 325 km COBRAcable udgår fra Energinets transformerstation i Endrup ved Esbjerg.

Fra søndag nat kan Danmark sende vindmøllestrøm direkte til Holland

Se opdatering i tekst. Det er 43 år siden, at det danske elsystem sidst blev koblet til et andet land, men ved midnat søndag bliver Holland føjet til listen. Strøm fra danske vindmøller og solceller kan nu med COBRAcable sendes direkte til hollandske forbrugere.

Opdatering 9. september: Grundet it-udfordringer udskydes åbningen af COBRAcable til natten mellem tirsdag og onsdag d. 10. - 11. september. Se evt. Urgent Market Message Nordpoolgroup.com


Strøm fra danske vindmøller og solceller kan fra midnat søndag transporteres og sælges til Holland. Her åbnes der for COBRAcable mellem Endrup ved Esbjerg og Eemshaven i Holland, og strøm, der kan forsyne ca. 700.000 husstande, kan flyde frem og tilbage. Dansk strøm kan gøre nytte i Holland, når det blæser i Danmark, og vi producerer meget strøm. Omvendt kan danskerne købe strøm fra Holland i de timer, hvor det blæser mindre, eller strømprisen er fordelagtig i Holland.

-          COBRA-kablet er en vigtig brik i den grønne omstilling af ikke bare det danske, men det europæiske elsystem. Vi får i fremtiden langt mere vedvarende energi, som vi med stor fordel kan handle over grænserne, alt efter hvor meget det blæser. Det gavner ikke bare investeringerne i grøn energi, fordi det er muligt at sælge strømmen i de timer, hvor vi producerer mere, end vi selv kan bruge. Det gavner også forsyningen og sikkerheden for, at der er strøm i stikkontakterne, siger Torben Glar Nielsen, teknisk direktør i Energinet.

Sammen med hollandske TenneT har Energinet bygget kabelforbindelsen på 700 MW.


Første land i 43 år
Det er 43 år siden, at det danske elsystem sidst blev koblet til et andet land. Danmark har i forvejen elforbindelser til Norge, Sverige og Tyskland, og flere af dem er de seneste årtier blevet udbygget og forstærket. Handel med el over grænser i Norden og Europa er akkurat som elbiler, varmepumper i fjernvarmesektoren og andet nyt, dansk elforbrug vigtigt for den grønne omstilling.

 

Derfor har Europa-Kommissionen også støttet COBRA-projektet finansielt gennem det europæiske genopretningsprogram for energiområdet (EEPR), ligesom projektet er blåstemplet af Kommissionen som et ”Project of Common Interest” (PCI).


Forberedt til fremtiden
COBRAcable er designet til fremtiden. Ny teknologi gør, at fremtidige havmølleparker i Nordsøen kan kobles direkte på kablet og indgå i et havbaseret elnet på tværs af de omkringliggende lande. Netop Nordsøen og havvind forventes at spille en afgørende rolle for fremtidens forsyning.

 

I alt kan udlandsforbindelser mellem Danmark og vores nabolande nu transportere en mængde strøm, der cirka svarer til det totale danske elforbrug.  De næste ti år ventes den danske produktion fra vindmøller og solceller at blive tredoblet - bl.a. på grund af nye, store havmølleparker. Vind og sol skal udgøre langt mere af strømmen i stikkontakterne, og der vil være dage og timer, hvor vi producerer mere, end vi forbruger.

 

COBRAcable er klar til fremtiden

Kablet har fået navnet efter forkortelsen COpenhagen, BRuxelles, Amsterdam og er et 325 km langt undersøisk jævnstrømskabel mellem Holland og Danmark. 24 km kabel er langt på land.

Kablerne tilsluttes to omformerstationer i Endrup øst for Esbjerg og Eemshaven ved den hollandske nordkyst. COBRAcable-konverterne baseres på ensretterteknologi kaldet Voltage Source Converter (VSC), der giver mulighed for tilslutning af nye havmølleparker til kablet og understøtter forsyningssikkerheden. Kablet er på 700 MW og kan forsyne, hvad der svarer til ca. 700.000 husstande med strøm.

Kablerne leveres af Prysmian, som også installerer søkablerne. De to omformeranlæg, konvertere, leveres af Siemens.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.