Cobra-fiber
Fiberkablet løber langs med COBRA-kablet og dets primære funktion er at kontrollere netop det.

COBRA-kablet åbner for europæisk søvej af højhastigheds-fiber

Det store jævnstrømskabel, der løber på havbunden mellem Danmark og Holland, er officielt erklæret åbent, og kablet transporterer ikke kun grøn strøm. Det indeholder også højhastighedsfiber med mulighed for store mængder dataoverførsel mellem de nordiske og vesteuropæiske lande.

Parallelt med det 325 km lange COBRA-kabel, der officielt blev indviet d. 4. november, løber et fiberkabel. Det er etableret for at kontrollere converter-anlægget og kablet, der sender strøm fra især vindmøller afsted ud i Europa. 

Og der er fiber i overskud, når kablet har løst sin primære opgave.. De 21 fiberpar lejer Energinet i Danmark og Relined Fiber Network i Holland ud til kommerciel brug, og på sigt tjener fiberkablet sig selv hjem ved den udlejning. 

En attraktiv forbindelse
Fiberkablet langs Cobra har en unik placering sammenlignet med andre forbindelser og rummer eksempelvis muligheden for en meget stabil og super hurtig forbindelse mellem Amsterdam og København. 

Norske Tampnet, der ejer og driver verdens største offshore højhastigheds-fibernetværk, er de første, der flytter ind i fiberkablet. CEO i Tampnet, Per Helge Svensson, er begejstret for at føje den nye strækning til sit netværk.

- COBRA-kablet er en vigtig ny forbindelse, der øger vores netværks diversitet og gør det mere robust. Vi får nu mulighed for at åbne en ny rute med høj kapacitet og lav forsinkelse bl.a. mellem Stockholm og Amsterdam og Oslo og Amsterdam til gavn for vores kunder inden for datacentre, medier og gaming, siger han.

Forretning mod nord

Jan Willem Tom, der er administrerende direktør hos Relined Fiber Network er glad for at have Tampnet med som første kunde på fiber-kablet.

- Vores mission er at optimere brugen af det eksisterende sorte fiber-netværk i Nord- og Vesteuropa og skabe værdi ved at stille dækning til rådighed overalt for fremtidige forbindelser. Med fiberkablet i COBRA og med Tampnet ombord tager vi vores første skridt mod at udvide til de nordiske lande. Vi er glade for det samarbejde og for, at en spiller som Tampnet har tiltro til os.
 
Danmark som digital hub
Energinets Associated Activity er dem, der specifikt sidder med udlejningsopgaven. CEO Peter Jørgensen fremhæver, at fiberkablet er en samfundsøkonomisk gevinst for Danmark og konkurrencedygtigheden: 

- Vi har stor bevågenhed fra datacentre i den absolutte superliga, og det vil sandsynligvis blive forstærket al den stund, at der stadig er ledig fiber til rådighed. Det er til gavn for vores land, at vi bliver set på som en central, digital hub for europæiske forbindelser, og jeg er meget tilfreds med, at vores investering i kablet tjener sig selv ind, når vi lejer den overskydende kapacitet ud.
 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.