Rekord lav CO2-udledning fra danskernes elforbrug i 2019

CO2-udledningen af de kilowatt-timer, vi danskere hver dag hiver ud af stikkontakterne, faldt markant i 2019 og har aldrig været lavere.

Det viser Energinets foreløbige miljødeklaration af en gennemsnitlig kilowatttime brugt i 2019.

Den endelige miljødeklaration er først klar til juni, og derfor kan der forekomme justeringer, men foreløbigt tyder det på, at CO2-udledningen i 2019 var 150 g pr kWh. Det er markant lavere end 2018, hvor en gennemsnitlig kWh udledte 199 gram, og ca. 30 gram lavere end det hidtidige rekordår 2017.

 
Grafen viser CO2-udledningen i gram per kWh. Tallene er eksklusiv distributionstab - der skal for almindelige husholdninger, virksomheder mv. lægges fem procent til, da der er et tab undervejs i elnettet, inden strømmen når ud til forbrugerne. *Tallene for 2019 er foreløbige.

Klar grøn retning
CO2-udledningen kan svinge op og ned alt afhængig af vind og vejr. Blæsende år og høj vindmølleproduktion giver typisk lavere CO2-udledning, mens hård vinter og kulde og dermed større varmeproduktion fra kraftværker trækker i den modsatte retning.

Det rekordlave CO2-niveau i 2019 skyldes bl.a., at kraftværker udfaser kul (2018: 17 % af 1 kWh, 2019: 11 % af 1 kWh). I stedet leveres en større del af strømmen end tidligere af vind (2018: 38 % af 1 kWh, 2019: 45 % af 1 kWh).

- Selv om vi skal tage de foreløbige tal med et lille forbehold, så er tendensen meget klar. På ti år er CO2-udledningen af den strøm, vi alle sammen trækker ud af stikkontakterne til køleskabe, kaffemaskiner, elvarme osv. ikke bare halveret, den nærmer sig en tredjedel af 2010-niveauet. Det er ret imponerende og illustrerer de enorme forandringer, som energisystemet undergår i de her år, siger Signe Horn Rosted, områdeleder i Energinet Elsystemansvar.

Grafik: Lagkagediagrammet viser sammensætningen af en gennemsnitlig dansk kilowatttime fra 2019.

Det samlede danske elforbrug udledte ifølge den foreløbige miljødeklaration sidste år 5,1 millioner tons CO2, mens det i 2010 var 14,7 millioner tons.

Minus og plus fra nabolande
Miljødeklarationen medregner al elproduktion lavet i Danmark, ligesom den strøm, danske kraftværker, vindmølleejere mv. eksporterer, bliver trukket fra, og den strøm, vi importerer fra nabolandenes vindmøller, solcelleparker, kraftværker mv., bliver lagt til. Derfor indeholder en gennemsnitlig dansk kilowatttime fx også både vandkraft og atomkraft, selv om vi ingen atomkraftværker har og kun ganske, ganske lidt vandkraft.

Af samme årsag viser andelen af vindenergi fra danske og udenlandske vindmøller 45 procent af en kilowatttime, mens de danske vindmøller i 2019 producerede, hvad der svarer til 47 procent af det totale, danske elforbrug. 

Kontakt

FLERE DATA

Den foreløbige miljødeklaration findes her .
Her kan du også finde tal fra tidligere år.

Find timedata i Energidataservice
Desuden er den foreløbige miljødeklaration tilgængelig på Energinets Energidataservice.dk . Det samme gælder en ny timebaseret udgave af miljødeklarationen, som muliggør, at man time for time kan se CO2-fodaftrykket for en brugt kilowatttime. 
I Energidataservice.dk kan du også finde mange andre data om el- og gassystemet.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.