Energinet undersøger muligheder i ny digital platform

En blockchain-baseret platform kaldet Equigy blev torsdag d. 23. april lanceret af tre store europæiske TSO’er. Energinet er inviteret til at indgå i samarbejdet.

En ny platform ved navn Equigy, som tysk-hollandske TenneT, italienske Terna og schweiziske Swissgrid står bag, skal gøre det nemmere for små elforbrugs- og produktionsenheder som elbiler, husstands-solceller og individuelle varmepumper at bidrage til at balancere elnettet. 


Equigy-platformen er et digitalt lag mellem såkaldte TSO-systemydelsesmarkeder og markedsaktører, som leverer de balanceringsydelser. Platformen er skalérbar, idet anvendelsen forventes at vokse i takt med en stigende elektrificering og dermed stigende antal af elbiler, husstandssolceller og varmepumper i det europæiske energisystem.

Equigy er også forberedt til at flere TSO’er kan slutte sig til platformen. Den mulighed vil Energinet nu afdække sammen med de øvrige TSO’er. 


Vigtigt for den grønne omstilling
I en hensigtserklæring som TenneT, Swissgrid, Terna og Energinet har underskrevet, bekræfter parterne en fælles interesse i, at Energinet indgår i samarbejdet om Equigy. Energinet vil nu analysere muligheden for at blive en del af Equigy.

- Den nye platform tilbyder en digital løsning som potentielt kan øge deltagelsen af små forbrugs- og produktionsenheder i balanceringen af elsystemet, og det er vigtigt for at man kan opretholde et stabilt fundament for en sikker grøn omstilling af elsektoren. Derfor undersøger vi nu potentialet i Equigy i det danske energisystem, og herefter vil vi tage stilling til, om vi skal indgå i samarbejdet om platformen, siger Søren Dupont Kristensen, der er administrerende direktør i Energinet Elsystem-ansvar. 

Den melding sættes der pris på i konsortiet bag Equigy:

- Vi glæder os over, at Energinet har udtrykt interesse for at deltage i samarbejdet. Vi ser stor værdi i at inkludere Danmark med dets høje andel af vedvarende energi i det europæiske samarbejde. Det gælder både for det fælles arbejde med standardisering indenfor distribueret fleksibilitet og for den europæiske udrulning af platformen, siger Manon van Beek, administrerende direktør hos TenneT Holding.


Beslutning i 2020
De fire TSO'er har underskrevet en hensigtserklæring med henblik på at træffe beslutning om Energinets indtrædelse i samarbejdet i indeværende år.

Undersøgelsen vil afdække, hvordan platformen kan skabe værdi i den danske grønne omstilling, og om den har potentiale til at reducere barrierer og fremme deltagelsen af nye teknologier i relation til både den danske elsektor, markeds- og regulatoriske rammer og IT-teknisk sammenhæng. 

Læs mere om Equigy på platformens hjemmeside.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.