Vejene til fremtidens Power-to-X skal findes nu | Energinet

Ny analyse: Vejene til fremtidens Power-to-X skal findes nu

Publiceret d. 14.5.2020 02.00
Strøm fra vind og sol kan blive til klimavenligt brændstof til fly, skibe, lastbiler og industri og dermed næste store skridt i den grønne omstilling. Teknologien, der populært hedder Power-to-X, kan blive et nyt grønt eventyr for Danmark, og det er vigtigt, allerede nu at indtænke betydningen af Power-to-X for energisystemet og den overordnede infrastrukturudvikling. Det viser ny analyse fra Energinet og Dansk Energi.

Power-to-X kan bidrage betydeligt til at løse klimaudfordringen. Grøn strøm fra sol og vind kanel omformes til brint eller brintbaserede produkter såsom ammoniak, metanol, metan og dieselprodukter og erstatte fossile brændsler i de sektorer, der ikke kan køre på ren el eller batteri.

Med de store ressourcer indenfor vedvarende energi kan Danmark ligefrem få en nøglerolle i udviklingen af fremtidens grønne brændstoffer, men det er vigtigt allerede nu at begynde at indtænke, hvordan energiinfrastrukturen skal udvikles for at understøtte nye Power-to-X forsyningskæder. Det viser en ny analyse fra Dansk Energi og Energinet, som beskriver en række faktorer og vigtige udviklingstenderser, der er afgørende for, i hvilket omfang og hvordan Power-to-X bliver en del af det danske energisystem.

Ifølge analysen vil en grøn omstilling i transport- og industrisektoren med Power-to-X have stor betydning for energisystemet og infrastrukturen, bl.a. i form af en potentiel tredobling af Danmarks elforbrug og eventuelt infrastrukturbehov til brint og CO2. Hertil kan komme ekstra Power-to-X produktion til eksport samt til at dække efterspørgsel fra nye industrier i Danmark.

- Power-to-X har potentialet til at levere vigtige dele af klimaløsningerne til, at Danmark kan indfri de ambitiøse klimamål i 2030 og 2050. Hvis vi får udnyttet vores potentiale og bliver blandt de førende nationer indenfor området, kan vi udvikle fremtidens danske energiindustri, som både kan skabe eksport af viden, teknologi og energiråvarer. Men det kræver vi hurtigt får rammerne på plads, der kan løfte industrien fra demonstration til kommerciel modenhed frem mod 2030 – ellers bliver det andre steder i verden, der løber afsted med denne udvikling, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

Infrastrukturen skal følge med
Analysen peger på, at for at møde en markant udvikling i produktion og forbrug af både brint og brintbaserede grønne brændsler er det nødvendigt, at infrastrukturen følger med. Elnettet vil få en nøglerolle i transport at store mængder grøn energi, men der vil også være behov for infrastruktur til både at transportere og lagre brint. Dette gælder i særlig grad, hvis de store havvindsressourcer blandt andet skal udnyttes til Power-to-X.

Forbruget af naturgas vil falde de kommende år og levner rum for, at dele af gasnettet og -lagre i stedet kan bruges til stigende mængder biogas, men også til brint eller CO2.

- Danskernes el- og gasnet skal være klar til nye værdikæder med brint, Power-to-X og grønne brændstoffer. Det er afgørende, vi er klar, når det kommer. Måske skal der endda på sigt bygges helt nye net til transport af brint eller kulstof. Udviklingen af vores infrastruktur skal helst imødese og skabe rum for de mest sandsynlige og lovende udviklinger på markedet, siger Thomas Egebo, adm. direktør i Energinet.

Brug for nye rammer og kompetencer

Analysen anbefaler, at demonstrationsprojekter for storskala produktion og anvendelse af PtX kan igangsættes for at gøre hele værdikæden fra produktion, transport og forbrug klar. Sideløbende skal det vurderes, hvordan den danske konkurrencefordel indenfor Power-to-X udvikler sig ift. nabolande og globalt set.

Analysen anbefaler yderligere at infrastrukturen for el, gas og varme understøtter, at dansk PtX-produktion bliver så konkurrencedygtig som muligt. Fx gennem udvikling af elnetprodukter der belønner fleksibelt brug af elnettet samt giver incitament til at Power-to-X-anlæggene placeres hensigtsmæssigt i elnettet ift. VE-ressourcer. Desuden gennem mulighed for at udnytte overskudsvarme og til transport af CO2 og brint. 

Kontaktinformation:
Stine Grenaa Jensen 
Afdelingsleder
Energinet, Gassystemudvikling
+4523338692, sgj@energinet.dk

Kamilla Thingvad
Afdelingschef
Dansk Energi
+45 22 75 04 39, kat@danskenergi.dk

Webinar med Lars Aagaard og Thomas Egebo

Torsdag d. 4. juni kl. 10:30-12:00 kan du deltage i et webinar. Eksperter fra Dansk Energi og Energinet fortæller om rapportens hovedpointer, hvorefter Lars Aagaard og Thomas Egebo, administrerende direktør for hhv. Dansk Energi og Energinet, taler sammen om Power-to-X i Danmark. Du kan tilmelde dig webinaret her: www.energinet.dk/ptxwebinar.