Gå til hovedindhold
Fra scenen i Berlin blev to stykker kabel symbolsk forbundet for at markere indvielsen. Fra venstre: Christian Pegel, energiminister i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, Peter Altmaier, Tysklands økonomi og energiminister, administrerende direktør i 50Hertz Stefan Kapferer, Henrik Riis, administrerende direktør i Energinet Eltransmission, og administrerende direktør i Elia Group Chris Peeters.

Tyske 50Hertz og danske Energinet indviede ”fyrtårnsprojekt” på Kriegers Flak

Publiceret d. 20.10.2020 11.59
50Hertz og Energinet indviede i dag en verdensnyhed, en hybrid elforbindelse mellem to lande, som ikke bare kobler de to landes elsystemer, men gør det gennem en dansk og to tyske havmølleparker. Kriegers Flak Combined Grid Solution kan sende havvind i land i både Danmark og Tyskland, og når det ikke blæser, kan kablerne bruges til elhandel mellem de to lande.

Med ved indvielsen, der både fandt sted i Berlin og på grund af Coronaforholdsregler også online, var Dan Jørgensen, klima-, energi- og forsyningsminister i Danmark, Peter Altmaier, økonomi- og energiminister i Tyskland og Kadri Simson, EU Kommissær for energiområdet.

Alle tre ønskede tillykke, og Altmaier kaldte det et ”fyrtårsprojekt” for grænseoverskridende samarbejde om havvind.

Ifølge Dan Jørgensen er Combined Grid Solution en milepæl i den grønne omstilling, og han fremhævede, at det banebrydende projekt kan bidrage med vigtige erfaringer til Danmarks kommende energiøer. 

Også strøm, når det ikke blæser
Kriegers Flak Combined Grid Solution kobler den kommende danske havmøllepark Kriegers Flak og de to tyske havmølleparker Baltic 1 og 2. Dermed kan de kabler, der sender strømmen fra havmøllerne i land, ikke blot transportere vindstrøm ind til forbrugerne, men også bruges til at sende strøm frem og tilbage mellem de to lande. Når havmøllerne ikke producerer energi, kan tysk strøm flyde til Danmark eller omvendt. Det sikrer, at kablerne udnyttes tæt på 100 procent, det styrker handel med strøm, øger konkurrencen på elmarkedet og skaber lavere elpriser, og desuden forbedrer det forsyningssikkerheden.

Back-to-back sikrer same takt
Strømmen fra den kommende Kriegers Flak havmøllepark kommer ind i det danske elsystem i Bjæverskov. I Tyskland kommer strømmen fra Baltic 1 og 2 ind i elsystemet i Bentwisch nær Rostock.

Combined Grid Solution kobler med to kabler af 25 kilometer de danske og tyske havmølleparker. Desuden består projektet også af en dobbelt omformerstation, der er bygget i Bentwisch. Den er nødvendig, fordi Sjælland og Tyskland tilhører hver sit synkronområde, og derfor ikke ”svinger i den samme elektriske takt”. I den såkaldte Back-to-back omformerstation bliver vekselstrøm lavet til jævnstrøm og derefter igen lavet til vekselstrøm.

Vigtig puslespilsbrik
Administrerende direktør I 50Hertz, Stefan Kapferer, forklarer, at pionerprojektet ikke blot er en effektiv integrator af havvind – det er også udviklet til at hjælpe med at holde elnettene stabile og i balance.
 
- CGS er en vigtig puslespilsbrik i vores mål om, at 100 procent af vores elforbrug i 2032, set over et år, skal dækkes af vedvarende energi. Projektet viser også den store vigtighed af Østersøen for energisektoren – en vigtighed, der også blev understreget i ”The Baltic Sea Offshore Declaration”, som blev underskrevet i september af Østersøstaterne.

Thomas Egebo, der er administrerende direktør, peger på den store rolle som grøn strøm vil få i fremtiden:

- Combined Grid Solution er ikke bare en milepæl imod Danmarks mål om et 100 procent grønt elsystem i 2030. Det banebrydende projekt er også en vigtig brik, når vi skal reducere CO2-udslippet i resten af samfundet. Strøm fra vindmøller og solceller skal inden for få år erstatte benzin og diesel i vores biler og olie, kul og naturgas i opvarmning af private hjem og i fjernvarmen. På længere sigt bliver vind og sol hovedingrediens, når der skal produceres brint, grønne gasser jetfuels til industri, skibstransport og luftfart. Det danske Folketing har besluttet, at der skal bygges to energiøer i Nordsøen og Østersøen, som skal opsamle storskala havvind. Det innovative Combined Grid Solution-projekt kombinerer netop havvind og elforbindelse mellem to lande og viser dermed vejen for energiøer og en effektiv grøn omstilling.

Udviklet hjerne
Ud over en masse hardware består Combined Grid Solution også af vigtig software. Parterne har bl.a. udviklet en Master Controller for Interconnector Operation, MIO, som er ”hjernen” i hele systemet. MIO’en skal holde styr på bl.a. vindprognoser og sikre stabilitet og balance i elsystemet. Samtidig med skal den sørge for, at kablerne udnyttes mest muligt, uden at de bliver overbelastet.

Læs 50 Hertz og Energinets fælles engelske pressemeddelelse her.

 
FAKTA

Den danske havmøllepark Kriegers Flak bliver på 600 megawatt. De tyske havmølleparker Baltic 1 og 2 er på hhv. 288 MW og 48 MW Combined Grid Solution, der forbinder de danske og tyske havmølleparker, er på 400 MW, hvilket svarer til, at 400.000 husstandes forbrug kan transporteres gennem forbindelsen. Forbindelsen har kostet ca. 300 millioner euro, hvoraf halvdelen er betalt af EU. 

Læs mere om Kriegers Flak Combined Grid Solution.