PtX pix gamechanger 2021

Ny analyse: PtX-barometre - status for Power to X anno 2021

For et år siden identificerede Energinet og Dansk Energi i fællesskab 12 Power-to-X-gamechangers – tekniske områder, der var kritiske for både udviklingen og betydningen af Power-to-X. I Danmark og internationalt. Siden da er der sket en rivende udvikling både teknisk, forretningsmæssigt og politisk indenfor Power-to-X. Derfor har Dansk Energi og Energinet i en ny analyse genbesøgt hver af de 12 gamechangers, og beskrevet de vigtigste tendenser og udviklinger.

Brint er kommet højt på dagsordenen
I 2020 kom brint for alvor på dagsordenen globalt, i EU og i Danmark. Flere store lande i og udenfor Europa er kommet på banen med nationale brintstrategier, som skal accelerere udviklingen over de næste 5-10 år. Europa-Kommissionens brintstrategi fra juli skitserer ligeledes en samlet vej for EU, som en frontrunner på det brintteknologiske område med opbygning af et tværeuropæisk brintmarked. 

Markante projektudmeldinger fra store danske såvel som internationale aktører har givet yderligere momentum til udviklingen. I Danmark er der i skrivende stund udmeldt projektvisioner for mere end 4,5 GW elektrolyse, som skal stå klar i 2030. Det kan derfor på ganske kort tid føre til store forandringer i energisystemet. 

”PtX-gamechangerne kan både enkeltvis og i kombination blive afgørende for, hvor hurtig udviklingen går, og i hvilken retning markedet bevæger sig. Vi skal som ejer og udvikler af central energiinfrastruktur være på forkant med udviklingen, så vi kan skabe værdi for samfundet og understøtte nye værdikæder”, siger Stine Grenaa Jensen, områdeleder for Grønt system i Energinet Gas TSO.      

PtX-barometre giver status for gamechangere
For at estimere den enkelte gamechangers sandsynlighed er der i den nye analyse lavet et barometer med en vurdering af sandsynligheden for, at en gamechanger bliver til virkelighed inden 2030. I vurderingen er der bl.a. taget højde for den teknologiske udvikling, udmelding af konkrete projektvisioner samt politiske beslutninger og ambitioner. 

I analysen peges på bl.a. udvikling af brintnetværk, CO2-fangst og CCS samt produktionsomkostning for grøn brint i Danmark som nogle af de gamechangere, der ser ud til at være både sandsynlige og have en høj konsekvens for udviklingen af Power-to-X i Danmark. Desuden er klimamål på både nationalt og EU-niveau og hos slutforbrugere i højere grad med til at drive udviklingen for brint og Power-to-X.

Internationale markeder for brint
Vores tyske og hollandske naboer planlægger de kommende år etablere store industriklynger som i første omgang skal forbindes regionalt via brintrørledninger. Et europæisk konsortium bestående af 23 gas TSO’er har præsenteret en fælles vision for et tværeuropæisk brintmarked, som allerede i 2040 skal forbinde 21 EU-lande via brintrørledninger. Det åbner potentielt for import af brint til Europa, når omkostninger for at producere grøn brint reduceres hurtigt i takt med, at sol- og vindenergi falder i pris.  

”Dansk brint skal på sigt konkurrere på et internationalt marked. Der kan potentielt komme stor efterspørgsel efter den danske brint syd for grænsen, hvis der åbnes for eksportforbindelser. Det er derfor vigtigt, at vi har et vågent øje for udviklingen i vores nabolande og samarbejder på tværs af grænserne” siger Stine Grenaa Jensen. 

Det nye studie præsenteres på mandag d. 19. april på et webinar afholdt af Danske Energi og Energinet. 

 

KONTAKT

WEBINAR OM RAPPORT

Mandag d. 19. april kl. 14:00-15:00 kan du deltage i et webinar, hvor eksperter fra Dansk Energi og Energinet fortæller om de vigtigste tendenser og udviklinger identificeret i rapporten. Du kan tilmelde dig webinaret her.

Læs rapporten "PTX-BAROMETRE – STATUS FOR PTX ANNO 2021"

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.