danfoss open lab foto1
Danfoss og Energinet arbejder sammen om at få brintanlæg til at kunne bidrage til at balance elnettet.

Energi-maraton skal få grønt brintanlæg til at balancere elnettet

Danfoss og Energinet kickstarter nyt, tæt innovationssamarbejde med et energi-maraton den 17. maj, der skal løse en af den grønne omstillings helt store udfordringer.

Kan et anlæg, der laver strøm om til brint til industrien, skrues sådan sammen, at det også kan være med til at balancere elnettet? Hvordan skal det i givet fald gøres, for at det kan klare de tekniske krav, som stilles til elnettet? Er det muligt at lave præcise prognoser over, hvor meget anlægget også kan stå til rådighed for elnettet, sådan at det rent faktisk kan blive en troværdig leverandør af balanceydelser, når det samtidigt primært skal lave brint til fabrikken? Og ikke mindst; hvad er det økonomiske potentiale for brintanlægget i at balancere fremtidens grønne elsystem?

Spørgsmålene er mange - og også endnu flere end herover. Men finder eksperterne svarene, kan potentialet være meget stort. Derfor kaster Danfoss og Energinet sig nu ud i et tæt samarbejde i form af en ugelang, intens energi-maraton, der begynder 17. maj og løber 5 dage for i fællesskab at løse en af den grønne omstillings helt store udfordringer.

- Vi ved på den ene side, at langt størstedelen af vores strøm i fremtiden vil blive lavet, som vinden blæser, og solen skinner. Vi ved på den anden side også, at brintanlæg kan blive en meget stor og vigtig del af fremtidens energisystem som power-to-X. Målet med vores energi-maraton er at skabe en farbar vej mellem et elsystem med meget svingende produktion, og brintanlæg som kan køre eller ikke køre, når elsystemet har brug for at skrue op eller ned. Vi vil skabe den fleksibilitet, der bliver helt afgørende for den grønne omstilling og fremtidens forsyningssikkerhed, siger Jesper Abildgaard Nielsen, Senior Manager i Energinet, Systemansvar.

Sidegevinst

Danfoss bruger i dag brint på sin fabrik i Nordborg, men vil gå forrest i den grønne omstilling og vil lave sit eget 0,5 MW elektrolyseanlæg, som kan lave grøn strøm om til grøn brint. Kan anlægget som en sidegevinst designes sådan, at det også kan sælge balanceydelser til elnettet, kan det for alvor skubbe den grønne omstilling i den rigtige retning og sandsynligvis også betale sig hjem hurtigere end ellers. Der er samtidigt en idé om at udnytte spildvarmen fra elektrolyseanlægget til fjernvarme, og undersøge værdien af balanceringsydelserne til nettet på grund af sektorkobling til varme og køleanlæg.  


Danfoss bruger brint og vil lave et nyt elektrolyseanlæg, som kan levere grøn brint.

- Det handler om forretningsmuligheder for Danfoss, men det handler også om at levere de grønne løsninger, som virkelig betyder noget for verden. Det er ikke tidligere sket, at et brintanlæg er koblet på elnettets balancemarked, men som vores stifter, Mads Clausen, engang sagde, hvis andre kan gøre det, så kan vi også, og hvis andre ikke kan, har vi stadig en chance, siger Jakob Fredsted, Senior Vice President, Technology fra Danfoss.

Knække nød

Ideen om et energi-maraton er inspireret af de berømte og berygtede hackathons, hvor it-udviklere mødes og samarbejder intensivt om udvikling af prototyper eller videreudvikling af eksisterende it-projekter. I regi af Energinets innovations laboratorie Open Door Lab sætter eksperter fra Energinet og Danfoss sig for at realisere det store potentiale for den grønne omstilling på en måde, der også er en god forretning – både for Danfoss og for samfundsøkonomien.

Kan energieksperter hos Danfoss og Energinet knække nødden, kan erfaringerne udbredes til andre brintanlæg, og måske udbredes til andre teknologier, som kan gøre det samme og dermed skabe et stort potentiale for både virksomheder og den grønne omstilling.

(Nyheden er opdateret med billeder fra workshoppen)

KONTAKT

HVAD ER "OPEN DOOR LAB"?

Open Door Lab er Energinets innovationslab, hvor man samarbejder med virksomheder som gerne vil udforske potentialet i at være med til at balancere Danmarks fremtidige grønne elsystem og lave en ny forretningsmodel herfor.
Filosofien bag Open Door Lab er, at kun ved at samarbejde på tværs af sektorer og på helt nye måder og tænke innovativt kan vi som samfund skabe en effektiv, grøn omstilling.

Konkrete spørgsmål, Danfoss og Energinet skal besvare i løbet af ugen:
1. Hvilke systemydelser kan anlægget teknisk levere, og hvilke er mest økonomisk attraktive for anlægget at levere?
2. Hvordan skal det i praksis foregå at anlægget leverer systemydelser? 
3. Hvor meget kan systemydelser forkorte tilbagebetalingstiden af anlægget?
4. Hvordan kan vi fremover styrke koblingen mellem teknologiudviklingen og den grønne omstilling af energisystemet?

 

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.