
Den danske elproduktion var rekord grøn i 2020
Aldrig er der blevet udledt så lidt CO2 i forbindelse med dansk elproduktion som sidste år. I 2020 var udledningen 13 procent lavere end det hidtidige rekordår, 2019.
Den danske elproduktion har leveret endnu et rekordår. I 2020 udledte elproduktionen 5,2 mio. tons CO2. Det er det laveste niveau nogensinde og 0,7 mio. tons lavere end det hidtidige rekordår 2019 - et fald på knapt 13 procent.
- Vind og sol fortrænger år for år flere og flere fossile brændsler – og lige som produktionen fra vindmøller og solceller mange år når nye højder, så går det bare ned og ned med CO2-udledningen, siger Katja Birr-Pedersen, afdelingsleder i Analyse og Modeller.
De danske elproducenter udleder samlet set mindre og mindre CO2.
Det har samtidigt medført en rekordlav CO2-intensitet for dansk elproduktion, som i 2020 var 117 gram per kWh.
En medvirkende årsag til det rekordlave CO2-niveau er også, at 2020 bød på lave elpriser i Norden, og derfor producerede danske kraftværker mindre, mens vi importerede mere strøm, bl.a. vandkraft fra Norge og Sverige.
Tallene er opgjort i Energinets årlige Miljøredegørelse. Ud over at opgøre udledningerne fra den danske elproduktion, indeholder redegørelsen også en miljødeklaration af den strøm, vi trækker ud af vores stikkontakter – altså den danske elproduktion opgjort time for time fraregnet eksport af dansk strøm og medregnet import fra vores nabolande.
En gennemsnitlig dansk kilowatttime bestod sidste år af 45 procent vind, 4 procent sol, 10 procent vandkraft og 13 procent biobrændsler.
Det er den grønneste sammensætning nogensinde, og det kan ses på den rekordlave værdi for CO2-intensiteten ved forbrug af en gennemsnitlig dansk kilowatttime, der i 2020 var 122 g/kWh. Det er et fald på omtrent 15 procent i forhold til 2019.
Figuren viser, hvordan en gennemsnitlig kilowatttime i danskernes stikkontakter set over hele 2020 var sammensat.