Gå til hovedindhold
Rundt om i landet er der mange planer om ny grøn energi - især solcelleprojekter. For at gøre sagsgangen for tilslutning til elnettet mere smidig, effektiv og gennemsigtig, lancerer Energinet nu portalen 'Tredjepartsportal for nettilslutning'. Arkivfoto Ole Christiansen

Forbedret forløb for tilslutning af sol, vind og forbrug på elnettet

Publiceret d. 18.8.2021 08.32
Energinet lancerer ny ’Tredjepartsportal for nettilslutning’, der skal gøre det mere overskueligt at få tilsluttet større vedvarende energi- eller forbrugsprojekter på eltransmissionsnettet.

Danmark har store grønne ambitioner, og heldigvis er der rigtig mange, der vil bidrage til at lave al den grønne strøm, der er behov for i fremtiden. Uanset om man er VE-udvikler eller Energinet, så er der et fælles ønske om, at sagsgangen for dem, der gerne vil tilsluttes eltransmissionsnettet, bliver så smidig og effektiv som muligt. 

I dag kan det være svært at gennemskue den proces, det er at få et større projekt tilsluttet. I lyset af den erkendelse søsætter Energinet nu den såkaldte ’Tredjepartsportal for nettilslutning’, der skal sikre en mere transparent og digital håndtering af de projekter, der i første omgang skal screenes ved Elnetplanlægning med henblik på tilslutning på Energinets eltransmissionsnet. 

Første del af processen med at blive tilsluttet eltransmissionsnettet er nu blevet digital. Energinet arbejder videre med at gøre hele forløbet digitalt. Målet er en smidig, effektiv og gennemsigtig sagsgang.

"For at øge transparensen i forhold til sagsbehandlingen lancerer vi nu denne portal, som i samspil med Kapacitetskortet, giver udviklerne bedre indsigt i og styring af processen. Styringen er et centralt element, da vi ved hvor vigtigt, det kan være for økonomien i de enkelte VE-projekter", siger Anders Steen Kristensen, afdelingsleder fra Elnetplanlægning.

Gælder screeningsforløbet hos Energinet
For at høste erfaringer inden en fuld udrulning, er portalen i første omgang målrettet den første del af forløbet hos Energinet – nemlig ’screeningsfasen’. Screeningsfasen er i grove træk der, hvor virksomheden i samarbejde med Energinet finder ud af, hvor og hvornår projektet kan tilsluttes.

"Portalen er med til at automatisere Energinet’s interaktion med omverdenen og gøre det transparent og enkelt at følge processen for eksterne parter. Portalen er designet, så den løbende vil kunne videreudvikles og tilpasses nye behov, der måtte opstå for at digitalisere og dermed opnå den ønskede værdiskabelse for samfundet og Energinets interne procesmodenhed", siger afdelingsleder for Data og Digitalisering Jesper Abildgård.    

Konkret kommer portalen til at hjælpe eksterne med at kunne se status, tilgå detaljer og kommunikere direkte med Energinet vedrørende deres igangværende sager. 

Energinet arbejder videre med at få portalen bredt ud til at gælde flere dele af nettilslutningsforløbet. 

 
MERE OM NETTILSLUTNING

Opstillingen af ny grøn elproduktion, især solcelleparker, forventes at vokse kraftigt. Kapaciteten ventes flerdoblet i løbet af få år.

For at guide opstillere af solcelleprojekter og vindmøller til steder i elnettet, hvor der er plads til at indpasse ny grøn elproduktion, har Energinet og Dansk Energi lavet et 'Kapacitetskort'. Kortet viser kapaciteten i over 900 tilslutningspunkter i det danske elnet.

Læs nyheden "Nyt danmarkskort guider til gode steder for tilslutning af solceller og vindmøller".

Læs også en artikel om, hvordan den grønne omstilling og nye sol- og vindprojekter i de her år vender elnettet på hovedet.