Gå til hovedindhold
Langsigtede udviklingsplaner

Hvordan skal fremtidens el- og gassystemer se ud?

Publiceret d. 8.9.2021 16.14
Den grønne omstilling vil komme til at påvirke og forandre vores energisystem markant frem mod 2040. Derfor har Energinet netop udgivet analyser, der zoomer ind på fremtidens behov og potentielle løsninger i el- og gassystemerne – og som skal danne grundlag for en tæt dialog på tværs af samfundet, så vi sikrer så optimal og omkostningseffektiv grøn omstilling som muligt.

Det danske energisystem står foran store forandringer, og de kan både blive synlige i landskabet og påvirke de folk, der bor i de områder, der muligvis bliver berørt.

- For at vi kan understøtte omstillingen til grøn energi og sikre, at det både sker effektivt og så skånsomt som muligt for lodsejere og naboer, vil vi gerne have input til, hvordan vi skal udbygge og omlægge el- og gassystemerne - også selv om nogle af forandringerne måske først sker mange år ud i fremtiden, siger Stine Grenaa, vicedirektør i Systemudvikling. 

Frem mod 2040 skal elnettet transportere dobbelt så meget strøm. Vi skal bruge el til mange flere ting, bl.a. i elbiler, når vi udfaser benzin og diesel, og i elektriske varmepumper i private huse og fjernvarmen. Ydermere skal strømmen transporteres over meget større afstande - i takt med at kraftværkerne lukker eller kører i færre timer, vil strømmen ikke blive lavet nær de store byer og forbrugscentre men af vindmøller langt ude på havet eller i tyndt befolkede egne af nye solcelleanlæg.

På samme tid vil den gas, vi i fremtiden vil bruge i Danmark, komme fra biogasanlæg spredt ud over landet, og gasforbruget vil falde. Der er dog fortsat industrivirksomheder forskellige steder i Danmark, der skal bruge gas, så der vil stadig være behov for transport af gassen, ligesom der kan blive behov for transport af brint igennem en infrastruktur, som måske endnu ikke er etableret.

- Der kommer til at ske nogle forandringer i energisystemet, men ikke alle er lige forudsigelige. Fx forventer vi, at en del grøn strøm skal laves om til brint og andre grønne brændsler til tung transport, skibe og på den lange bane også fly. Men hvor meget, der vil blive produceret i Danmark, hvor og hvordan energien skal transporteres, er svært at sige, siger Stine Grenaa og peger på, at det er vigtigt for Energinet, at planlægningen i høj grad er baseret på en tæt dialog med interessenter.

Webinar med fokus på den fremtidige udvikling og mulige løsninger
Energinets langsigtede udviklingsplaner

For at skabe et kvalificeret grundlag for dialogen med alle interessenter har Energinet udarbejdet analyser, der stiller skarpt på de fremtidige behov i hhv. el- og gassystemerne – og tilsvarende løsningskataloger, der giver et bedste bud på potentielle løsninger på de definerede behov. 

På Energinets åbne webinar 23. september kan du få præsenteret essensen af disse rapporter, formidle dine synspunkter på fremtidens energisystem og være med til at starte i dialogen. Du kan læse mere og tilmelde dig her  

Download behovsanalyser og løsningskataloger for el-og gassystemerne 

Tilmeld dig webinar 23. september
Deltag i dialogen. Hør mere om behovsanalyser og løsningsmuligheder for el- og gassystemerne: Tilmeld dig her.