Gå til hovedindhold
Markedsaktører har angivet, hvilke behov de ser for at føde brint ind i evt. kommende infrastruktur fordelt på regioner - angivet i TWh om året

Markedsdialog viste bred interesse for brintinfrastruktur

Publiceret d. 9.11.2021 10.43
Brint og Power to X kan blive en stor del af fremtidens energisystem, men hvor stort bliver det, og afføder det behov for brintinfrastruktur. Energinet og Energistyrelsen har fået tilkendegivelser fra markedsaktører i ind- og udland.
Energinet har i samarbejde Energistyrelsen været i dialog med i alt 19 markedsaktører fra ind- og udland, som har tilkendegivet interesse i dansk brintinfrastruktur. Dialogen har givet mere klarhed over bl.a. værdien af brintinfrastruktur for markedsaktørerne samt relevant timing for evt. etablering af denne.

For at imødekomme den stigende interesse i brintinfrastruktur hos danske Power to X-aktører lancerede Energinet og Energistyrelsen i juli 2021 en systematisk proces for indsamling af data til at belyse behovet for brintinfrastruktur. Der har efterfølgende været opfølgende dialog med de aktørerne bag de indmeldt projekter. Aktørerne har bl.a. uddybet værdiskabelsen af brintinfrastruktur set ift. deres konkrete projekter, og perspektiver ift. hvornår behovet opstår. Alle interessetilkendegivelser er ikke-bindende og behandles anonymt i afrapporteringen. 

Markedsaktørerne tilkendegiver et behov - også på kort sigt 
Markedsaktørerne har givet klart udtryk for, at brintinfrastruktur kan skabe væsentlig værdi for deres projekter i form af fleksibilitet fra lagring samt mulighed for at afsætte brint på større markeder - særligt potentialet for at afsætte dansk brint på det tyske marked. Flere markedsaktører antager, at de indledningsvis skal kunne klare sig uden brintinfrastruktur, men at det senere bliver nødvendigt for en fuld kommerciel skalering. Størstedelen af aktørerne ser dette behov allerede inden 2030.  

Flertallet af de indmeldte projekter i markedsdialogen er imidlertid på et tidligt stadie, hvor der mangler afklaringer på helt centrale teknologiske og markedsmæssige spørgsmål. Afrapporteringen konkluderer derfor heller ikke noget konkret ift. fremtidige brintinfrastrukturbehov. Da de fleste indmeldte projekter ligger i Jylland, er det dog her, at aktørerne ser størst behov for brintinfrastruktur på den korte bane. 

Energistyrelsen medtager de givne input som baggrund i det aktuelle arbejde på nationale strategier på energiområdet, mens Energinet inddrager viden fra markedsdialogen i det fremtidige analyse- og planlægningsarbejde.

Hvis du har spørgsmål til markedsdialogen, kan du kontakte: Michael Linnemann Pedersen, Tine Lindgren eller Nicolai Sørensen