Gå til hovedindhold

Vigtige elforbindelser til energiøer i Nordsøen og ved Bornholm er rykket et stort skridt nærmere

Publiceret d. 23.11.2021 12.44
For at de danske energiøer i Nordsøen og Østersøen kan give mest mulig værdi og sikre, at strøm fra vindmøller kan skubbe mest mulig fossil energi ud af det europæiske elsystem, skal der laves elforbindelser, der rækker ud over Danmarks landegrænser.

Energinet har i dag underskrevet nye samarbejdsaftaler med belgiske Elia og tyske 50 Hertz, som betyder, at elforbindelser til og fra de danske energiøer i Nordsøen og Østersøen rykker et stort skridt nærmere. Aftalerne blev indgået tirsdag af de tre selskabers administrerende direktører på WindEuropes konference Electric City i Bellacentret i København.

Elforbindelserne til flere lande er vigtige og afgørende for, at strøm fra de store havmølleparker, der skal rejses rundt om de danske energiøer, kan give mest mulig værdi og bidrage til CO2 reduktioner i Europa.

"Jeg ser samarbejdsaftalerne som et stort skridt mod, at energiøerne kan realiseres og blive en kæmpe gevinst for et grønnere Europa. Dagens aftaler viser ikke bare, at hele tanken med energiøer og elforbindelser til flere lande er en god ide, når vi skal udbygge massivt med havvind, men også at landene er meget opsatte på at føre de kæmpestore havvindmølle- og energiøprojekter fra vision til virkelighed. Det er en stor dag, som bringer forankring af energiøerne med vores naboer et vigtigt skridt nærmere", siger Thomas Egebo, der er administrerende direktør i Energinet.

Aftalerne betyder, at de tre TSO’er nu konkret forpligter sig til blandt andet at samarbejde om igangsætning af forundersøgelser og de business cases, der skal lægges til grund for nationale godkendelser i Belgien, Tyskland og Danmark. 

"Etableringen af et belgisk-dansk kabel er et vigtigt næste skridt i at gøre vores elsystem mere bæredygtigt. Det vil betyde større forsyningssikkerhed, og derudover vil vi fortsætte med at være pionerer inden for innovative teknologier, hvilket giver vores virksomheder et forspring på den internationale scene", siger Chris Peeters, der er administrerende direktør i Elia Group. 

De nye og mere forpligtende samarbejdsaftaler skal forberede muligheden for at lave egentlige investeringsbeslutninger.

"Energiø-projektet ved Bornholm bygger på det gode samarbejde mellem 50Hertz og Energinet, der har eksisteret mellem vores virksomheder gennem mange år nu. Verdens første hybride sammenkobling, Kriegers Flak - som blev sat i drift sidste år, forbinder nu danske og tyske vindmølleparker. Med energiøen ved Bornholm ønsker vi nu at gå et skridt videre og realisere den første rigtige energiø i Østersøen. Dette er teknisk og økonomisk krævende, men sammen vil vi mestre denne udfordring", siger Stefan Kapferer, der er administerende direktør for 50 Hertz.

Politisk aftale om energiøerne
Samarbejdsaftalerne blev indgået samtidig med, at den danske klima-, energi og forsyningsministe, Dan Jørgensen (S) og den belgiske energiminister Tinne van der Straeten underskrev en politisk aftale om at etablere en forbindelse mellem landene med udgangspunkt i den danske energiø i Nordsøen. Departementschef i det tyske Økonomi- og Energiministerium Andreas Feicht deltog også i underskriftsceremonien og satte nogle ord på perspektiverne for samarbejdet i Østersøen mellem Danmark og Tyskland. 


Alle udtrykte stor glæde over, at elforbindelser nu er et stort skridt nærmere realisering. 

Både aftalerne mellem de tre TSO’er og den politiske aftale glæder Giles Dickson, der er administrerende direktør i Wind Europe. 

"Havvind er på vej ind i en ny æra. At forbinde havvindprojekter til mere end ét land vil forbedre elforbindelser i hele Europa. Ved at samle produktions- og transmissionsinfrastrukturen reducerer disse "hybride" havvindmølleparker omkostninger og sparer plads. Dagens udmelding fra Elia-koncernen og Energinet er godt nyt for Belgien, Danmark og Tyskland - og for hele Europa. Vi får brug for mange flere af disse hybride projekter", siger Giles Dickson. 

 
MERE OM ENERGIØER

Et stort flertal af Folketingets partier indgik i juni 2020 "Klimaaftale for energi, industri mv." Partierne besluttede bl.a. at lave to danske energiøer, en kunstig ø i Norsøen med storskala havvind omkring og storskala havvind i Østersøen med Bornholm som centrum.

I aftalen står bl.a.: "Energiøerne skal sikre, at Danmark i de kommende år kan elektrificere flere dele af samfundet og samtidig bidrage til, at alle danske husstandes og virksomheders strømforbrug er 
dækket af grøn strøm. Strømmen fra energiøerne kan desuden eksporteres til vores nabolande og dermed bidrage til den grønne omstilling i Europa. På sigt skal energiøerne kunne tilkoble teknologier, der kan lagre eller omdanne denne grønne strøm til for eksempel grønne brændstoffer (gennem såkaldt ”Power-to-X”)"

Læs mere om energiøer og Energinets arbejde med at lave forundersøgelser af miljø, havbund mv.