Danmark og Norge ændrer primærretning på el-forbindelse – større eksportkapacitet til Norge

Flere fejl i 2019 ramte kabler i elforbindelse mellem Danmark og Norge, og for at undgå nye fejl og langvarig udetid har muligheden for at eksportere og importere været reduceret.

Statnett og Energinet ændrer på, hvor meget der kan importeres og eksporteres mellem Norge og Danmark via elforbindelserne over Skagerrak. Fra 28. januar 2022 vil der kunne eksporteres 1632 MW til Norge, mens der vil kunne importeres 1110 MW til Danmark. I dag er det modsat.

I 2019 opstod der flere fejl på landkabler på den danske del af en af de fire Skagerrak-forbindelser. For at forhindre nye fejl og udkoblinger er der siden skruet ned for den samlede overførselskapacitet, og der kan ikke længere overføres lige meget i begge retninger.

Energinet og Statnett vurderer løbende, hvilken retning der skal være primær retning - og dermed have størst kapacitet - og hvilken der skal være sekundær retning. Vurderingen sker ud fra samfundsøkonomiske beregninger. 

I og med at det tager to døgn at omstille forbindelserne og ændre primærretning – en periode hvor import- og eksportmulighederne begrænses væsentligt - skal ændringer give samfundsøkonomisk mening i et længere periode.

Siden 16. oktober 2020 har primærretningen været fra Norge mod Danmark. 

Den 26. januar kl. 6.00 begynder arbejdet med at omstille elforbindelserne og ændre primærretning til at gå fra Danmark mod Norge. Frem til 28. januar, hvor de nye primær- og sekundærretninger er i kraft, reduceres kapaciteten i begge retninger til 802 MW. 

 

KONTAKT

LÆS MERE

Læs tidligere nyheder om fejlene på Skagerrak 4-forbindelsen.

Abonner på nyheder

Modtag besked direkte i din i indbakke, når der er nyt.